Piante Sparse Etna Bianco DOC 2020 Ayunta

”Spredte Planter” er Ayuntas top-hvidvin, og fremstillet på op til 13 forskellige grønne sorter, der står rundt omkring i deres ældste vinmarker, i ”promiskuøs” samplantning med de blå sorter, sådan som vinbønderne altid gjorde det, indtil for nogle få årtier siden. Kun nogle af sorterne kendes rigtigt, mens andre er ældgamle og kun har lokale navne. Der er helt sikkert en del af Etnas karakteristiske Carricante-sort iblandt, men også nogle helt andre typer, herunder en eller flere halv- til hel-aromatiske typer. Det giver en vin, der, udover stærk stedsans, også har et komplekst og tiltalende islæt fra druesorterne. På Etna vokser der en bestemt type gyvel, der har en karakteristisk duft, og den udgør et af de strejf i duften, som Piante Sparse byder på. Dufter af modne, lyse frugter á la æbler og nektariner, med aromatiske strejf af blomster og citrus, strøg af den lokale bevoksning, incl. gyvel, og en mørk tone af vulkansk jord. I smagen dominerer stedet, der har givet vinen smuk syre og mineralitet, og en lille, velkommen stramhed, der alle danner et skelet, som den lækre saftighed og frugtagtighed kan hænge på. Skøn at drikke nu, men kan sagtens ligge i 8-10 år og blive endnu bedre.

Den mellemvægtige, men intense, Piante Sparse kan sagtens drikkes for sig selv, uden madledsagelse, for den har frugtagtighed og ganerensende friskhed nok til at glide ned uden at man bliver træt af den. Men ideelt set burde den nok parres med relativt lyse retter med masser af karakter. Et godt eksempel ville være et stykke grillet middelhavsfisk med citronsaft og olivenolie som sauce, men kraftigt smagende skaldyr eller lyst kød i lyse saucer ville også være glimrende. Til dig, der vil have Etnas intense smage i en lys, lækker pakke.

Kæmpen Etna er Europas største aktive vulkan (nej, Teide tæller ikke som Europa). Den ses langvejs fra, og danner en karakteristisk, mørk bule, der aldrig rigtigt forsvinder ud af ens bevidsthed, så længe man kan ane den. Den er som en eftertanke, en dunkel samvittighed, rugende og tung. Og så, når den er i udbrud, er den spektakulær, glødende, eksplosiv og farligt smuk. Araberne, der havde overherredømme over Sicilien i et par hundrede år, kaldte den netop Jabal Al-Nar, ildbjerget, fordi den var så hyppigt aktiv, mens sicilianerne selv kalder den Muncibeddu, italianiseret til Mongibello, det smukke bjerg. Etna er en ganske ung vulkan, ikke mere end 500.000 år gammel, og fordi den fortsat er så aktiv byder den på nogle af verdens yngste jorde at dyrke vin på. De hyppige udbrud regner kontinuerligt ny jord ned over vinmarkerne, og selv om de små stykker af vulkanens indre ikke er særligt rige på organisk næring, så er de ekstremt rige på nye, friske mineraler, som bliver gjort tilgængelige for vinplanterne af jordbundens biologiske aktivitet. Det intensiveres ved, at den ofte sandede og sure vulkanske jord er hård ved vinlusen phylloxera, og mange vinmarker beplantes den dag i dag på sorternes egen rodstok, fremfor podning på resistente amerikanske vildvinstokke. Sorternes egne stokke og rødder synes at have en mere direkte effekt henimod at udtrykke stedets egenart. Etna har derfor en mærkbar, karakteristisk og voldsom indflydelse på de vine, der laves på den. På Etna ligger de fleste af de bedste vinmarker på den nordlige side af vulkanen. Det skyldes, at Etna er så stor en bule på Jorden, at toppen af bjerget ikke i nævneværdigt omfang skygger for solen fra syd, som jo også om sommeren – pga. den sydlige beliggenhed – stiger op i nordøst og går ned i nordvest. Det giver fuld sol fra tidlig morgen til sen aften i det altafgørende sommerhalvår.
Etna har helt fra oldtiden været berømt for vine af meget høj kvalitet, men faldt fra 1930’erne hen i en lang døs, uden nævneværdige producenter og vine. Heldigvis begyndte enkelte producenter i 1980’erne at fremstille gode vine fra vulkanen igen, og fra 00’erne og frem er Etna gået hen og blevet decideret hipt, med massevis af nye producenter, både lokale og langvejs fra, og med stor succes både i pressen og hos det kvalitetsbevidste publikum. Mangione-familien, der står bag Ayunta-vinene, er lokal, og har ejet marker på Etna i generationer. De spektakulært vulkanske marker ligger nær landsbyen Randazzo, som regnes for et af de bedste steder på Etna, og ligger i omtrent 700 meters højde. Med Etna-vinenes nye succes fik Mangione-familien mod til at begynde at fremstille og flaske vine på deres egne druer. Dyrkningen af druerne har altid været nænsom, uden brug af kunstgødning og med minimal sprøjtning og intervention, og nu, hvor de selv fremstiller vinene, er arbejdet decideret økologisk og minimalistisk, også selvom de ikke har orket at lade sig certificere. I vinmageriet er tilgangen udpræget hands-off, og der benyttes ingen kunstgær og tilsætningsstoffer, bortset fra en ganske let svovling ved flaskning. Resultatet er rene, klare vine med heftig stedsans, ”hul igennem til vulkanen” så at sige, skøn saftighed og en lille, dejligt drikkevenlig, madvenlig stramhed. Man kunne faktisk sagtens kalde disse vine for naturvin, hvis ikke det var fordi de var så rene, fine og uden defekter. Ayunta er stadig en lille, relativt ukendt producent, men vinene er strålende, og vi spår dem en stor fremtid.