Liberaisensi Calabria Bianco IGT 2019 Sergio Arcuri hvidvin

Greco er en massebetegnelse for en mængde meget forskellige, ikke-relaterede druesorter af alle farver, som man finder udbredt over hele Italien. Her er der tale om den specifikke sort, som retteligt bør kaldes Greco Bianco di Cirò eller Greco Bianco Cirotano. Den er genetisk på ingen måde relateret til den Greco, man f.eks., finder omkring Tufo i Campania. Den bliver i Cirò ofte fremstillet hyper-frisk og slank, med tryk på den æblede frugt og relativt frisk syre. Det er hyppigt en glimrende, tørstslukkende vin, men helhedsindtrykket kan godt være lidt industrielt anonymt. Den slags er vores troldmandsven Sergio ikke til, så han er her meget bevidst gået efter en hvidvin med maksimal karakter fra voksestedet og sorten. Det gør han ved at høste ved balanceret modenhed og ved at gære en del af druehøsten kort på skallerne. Ellers hans normale metode med minimal manipulation og ingen tilsætninger overhovedet før en lillebitte smule sulfit lige før flaskning. Det kommer der en anderledes og gloriøst lokalstolt hvidvin ud af. Ret dyb farve og skøn, levende, “mørk” duft af let stødte æbler, bløde krydderurter, vild middelhavsbevoksning og havmineral. Mellemfyldig smag, der forener rundhed med karakter, dybde, tørhed og et mundvandsdrivende, appetitvækkende twist af havsalt. Calabriens joniske kyst i et snapshot, og i sandhed sansefrigivende.

Når nu en vin oser så meget af sit voksested som Liberaisensi, så skal man gerne parre den med mad, der har samme oprindelse. Her på den joniske kyst spises der rigtigt meget fisk. En lokal specialitet, som bliver vanskelig at skaffe i Danmark, er ansjosyngel, der er saltet, let fermenteret og siden lagt på glas med vilde mængder calabresisk chili, kaldet sardelle eller rosamarina; nok en tillært smag (når man først har lært sig den, så bliver man afhængig…), men smurt på en skive godt, rustikt brød ville det matche denne vin helt fint. Jeg har et smukt minde om en lillebitte, hel torsk, som var blevet vendt i mel og friteret, serveret helt simpelt med tomater og blancheret, letristet aspargesbroccoli, vendt i den smukkeste grønne olivenolie; det ville være en kongeret til vinen. Men ellers har Liberaisensi rigeligt personlighed til at gå til alverdens mad, gerne tapas, antipasti, masser af retter med fisk og skaldyr, også gerne pasta, grillet tun eller sværdfisk og såmænd også retter med lyst kød.

Byerne Cirò og Cirò Marina ligger på Calabrias kyst mod Det Joniske Hav. I det i forvejen varme klima ligger de i en lille lomme med ekstra meget sollys og endnu tørrere vejr end resten af Calabria. Området har været beboet i årtusinder, og var blandt andet højt værdsat af de græske kolonisatorer fra ca. år 800 f.v.t. De gamle grækere producerede her en vin kaldet Krimissa, som var højt værdsat, og som blev brugt til at hædre de sportsfolk, der vendte sejrrigt hjem fra de olympiske lege. Dette er på mange måder et barskt land. Vejret er tørt og varmt. Solen bager for det meste ned. Jordbunden er for det meste en kalkholdig ler, som ikke er voldsomt frugtbar. Bevoksningen er sparsom og tør. Måske er det netop derfor, at mad- og drikkevarerne herfra har så stor personlighed og kraftig smag? Det er i hvert fald et faktum, at herfra kommer nogle af Italiens mest smagsintense produkter og madretter. Der er udpræget brug af chili i maden her, og vinene slås i deres krydrethed og fylde med chilien om førsterangen
Den lidet talende, men intense Sergio Arcuri ejer ca. 3,5 hektar vinmark fordelt rundt i Cirò-området. Vinmarkerne er overvejende beplantet med gamle vinstokke, der dyrkes ad alberello, altså som små, enkeltstående buske. Markerne befinder sig på de tre hovedtyper af jordbund i området, nemlig lys, kalkholdig lerjord inde i landet, rødlig, jern- og kalkholdig lerjord på et lavt plateau og lys, finkornet sandjord lige ved stranden. Sergio dyrker kun én sort, Gaglioppo. For at få så rene vine som muligt, der udtrykker stedets og sortens egenart maksimalt, foregår alt markarbejdet manuelt, og der benyttes ingen eller få midler i markerne. Ved behov benyttes der udelukkende svovl og kobbersulfat. Nogle år er der slet intet behov for midler i markerne, men i de år hvor behovet opstår, spredes de i tør form og manuelt, og ikke mere end 2-3 gange. Dyrkningen er i grunden biodynamisk, men er ikke certificeret som sådan. Til gengæld er dyrkningen certificeret økologisk. I realiteten er Sergios metoder så naturlige og lidet indgribende, at han er gået forbi økologi og biodynamik. Vinene laves kun på ståltanke, og der benyttes ingen kulturgær eller tilsætningsstoffer ud over en lillebitte smule sulfit ved flaskning. Sergios vine er i grunden ultrasimple, de er blot resultatet af sunde druer, der har undergået en simpel gæring og lagring. Måske det derfor skal ses som lidt af et mirakel hvor gode, karakteristiske og ædelt komplekse, de er, men på den anden side, storhed kommer vel aldrig ud af fiksfakserier og manipulation.