, ,

Tokaji Szamorodni Szaraz (tør) 2009 Samuel Tinon hvidvin


Helt vild, tør Tokaj, resultatet af tre svampes indflydelse: botrytis, cladosporium og saccharomyces. Frugten og syren fra Furmint blandes med stedets vilde mineralitet, stor intensitet fra delvist indtørrede druer og bevidst oxidation à la Sherry. Unik i verden.

Druesort: Furmint 90% Hárslevelü 10%
Alkohol: 14,5%
Indhold: 0.5l
Drikkes bedst: Nu-2050
Drikketemperatur: 8-12C
Dyrkningsmetode: Bæredygtigt
Kyl-i-halsen-faktor: ***
Stor-vin-faktor: *****

225.00 DKK

Szamorodni betyder noget i retning af “som den er”, eller “som den kom”, og er egentligt et ungarsk låneord fra polsk. Betydningen er, at Szamorodni-vinene er lavet på hele klaser, sådan som de kommer ind til vineriet, uden særlig udvælgelse af de botrytis-angrebne druer som til Aszú-vinene. Det vil sige, at der til fremstillingen af Szamorodni benyttes både botrytis-angrebne og ikke-angrebne druer, og det giver typisk en mindre kompleks, men mere tydeligt frugtagtig og frisk, vin. Szamorodni kan være både tør og sød, selvom den tørre er mere sjælden. Samuel Tinon er uden sammenligning den førende udøver udi den ædle kunst at lave tør Szamorodni, og når niveauer af intensitet og kompleksitet, som andre kun kan drømme om. Samuel lader den tørre Szamorodni hvile i hele 6 år under det lag af svampemycelium, som kaldes flor i Sherry-området. Koblet med indflydelsen fra ædel råddenskab (botrytis) og fra kældersvampen cladosporium cellare giver det en helt utroligt kompleks og mange-facetteret vin. Duften er en harmonisk blanding af fersken-frugten, krydretheden og mineraliteten fra sorterne og voksestedet, med de komplekse, organiske dufte fra lagringen; stor intensitet og koncentration er forlovet med forunderlig friskhed, og det samlede hele i duften er underligt, vidunderligt og magisk. I smagen er Szamorodni Szaraz’en helt tør, som god Sherry, men med smuk frugtfylde og skøn syre, der løfter det samlede hele op til et mundfyldende hele. Kilometerlang eftersmag med frugt, krydderi, umami, svamp, urt og mange andre små strejf. Dette er helt sikkert ikke en vin for alle, for dertil er den for anderledes, for tør, for intens og for kompleks, men for dem, der er til top-Sherry eller de bedste vine fra Jura, er dette endnu et lag af kompleksitet og skønhed at udforske.

Den her Szamorodni Szaraz er lidt af en alt-mulig-vin når det kommer til, hvad man skal bruge den til. Som god, tør Sherry kan den sagtens bruges som en apéritif, dog helst til folk, man i forvejen ved er nysgerrige eller kan lide stor intensitet og kompleksitet. Men det er med mad, at den for alvor folder vingerne ud. Mulighederne er mange, men bør spille på kompleks og gerne umami-rig og / eller fermenteret mad. Meget gerne, som Sherry, til tapas eller lignende orgier af småretter, men også gerne til en god kylling med morkler i flødesauce, som de gør det i Jura-bjergene, eller til komplekse, vellagrede faste oste fra Alperne. Kan også sagtens gå til masser af asiatisk mad, særligt hvis der ikke er for meget sødme med i maden, og vi ville også gerne sætte den til en rugbrødsmad med marineret sild, eller til et stykke toast med champignons à la crème. Eller hvad med ostefondue, eller kimchi, eller kartoffel-porre-suppe, eller gambas al ajillo, eller, eller, eller… Her er virkeligt en mulighed for at få en svimlende intens, vellagret, fremragende verdensklassevin med sit helt eget udtryk, og det til en uforståeligt lav pris.

Når man nærmer sig Tokaj-bakkerne sydvestfra, fra de let bølgende ungarske sletter, får man en fornemmelse af, at dette sted er GAMMELT. Millioner af år har slidt og poleret bjerge ned til bløde bakker, der ikke desto mindre står dramatiske mod slette-baggrunden. Urklippe skærer sig op gennem overliggende jordlag her og der, der er tydelig lagdeling af formationerne, og jordens farve skifter konstant. Stedet føles stærkt og vildt, og dog velplejet; ungdommeligt kraftfuldt, og dog gammelt og viist; mørkt rugende, og dog lyst dirrende af vibration; stedet har en tung tilstedeværelse – en her-er-jeg-hed – som er umulig at ignorere. Det drager dig til sig, netop således som man tænker at det må have draget mennesker til sig i umindelige tider. Det med det gamle og det unge på samme tid er der geologisk belæg for, for Tokaj-området er grundlæggende en stribe ældgamle, udslukte vulkaner, som så sent som efter sidste istid er blevet delvist begravet under lag af löss, og endnu senere af humus fra skovene på toppen af bakkerne. Jordbunden er som resultat nærmest uendeligt varieret, og det slår tydeligt igennem i vinene herfra, der, trods mange lighedstegn, udviser stor mangfoldighed i udtrykket. Der har været dyrket vin her i mindst tusind år, i mange perioder nogle af verdens mest anerkendte vine, fra marker, der som nogle af de tidligste i verden blev officielt klassificeret i flere kvalitetslag. Siden kommunismens fald har folkene i Tokaj arbejdet hårdt på at genoptage kvalitetsvindyrkning, med stort held. Tokaj-området producerer i dag nogle af verdens absolut bedste hvide vine, tørre såvel som søde.

Samuel Tinon er jo ikke just et ungarsk navn, men det er ikke noget tilfælde, for Samuel er fransk, fra den del af Bordeaux-området, hvor de producerer de verdensberømte Sauternes-vine. Ædelsøde vine ligger simpelthen i hans blod. Han gik på vin-universitet i Bordeaux, men så snart han var færdig tog han direkte til Tokaj, hvor han gennem årene har arbejdet for stort set alle de vigtige producenter i området. På den måde er Samuel en meget vigtig del af Tokajs nyere vinhistorie, og er højt anerkendt for sit arbejde i området. I 2000 tog han skridtet fuldt ud og etablerede sin egen familievirksomhed i Olaszliszka. Landsbyen Olaszliszka ligger på bredden af Bodrog-floden, men markerne strækker sig helt op i Zemplén-bjergenes forbakker, og dette er historisk hjerteland for Tokaj. Samuel har en særlig interesse i, hvorledes særlige mikro-organismer indvirker på vinene i Tokaj-området, og er meget anerkendt for sit arbejde med disse, herunder særligt botrytis (ædel råddenskab), kældersvampen cladosporium cellare og gærsvampen saccharomyces cerevisiae, i den udgave, der danner “flor” på toppen af vin i træfade. Samuels tilgang til vinmageri er meget simpel, selvom det ofte fører til komplekse resultater: vinene overlades i vidt omfang til sig selv, så hvis de gærer ud og bliver tørre, så er det det, der kommes på flaske, og hvis de ikke gærer alt sukkeret, så tvinger han dem ikke til det. Samuels vine har som resultat alle en levende, åndende karakter. De er dybt trofaste mod deres sted, selv når de har været udsat for effekten af forskellige mikro-organismer, og er ofte meget intense og komplekse. Disse vine er et brugbart og lærerigt kontrapunkt til nogle af de meget teknologiske vine, der fremstilles i området, og er i absolut verdensklasse.

 

Varenummer (SKU): H-SAT-004 Kategorier: , , Tags: , , , , ,

Høst: Manuel, i små kasser
Gæring: Uden skaller i egetræ i 30 dage
Lagring: 72 måneder i egetræ, under flor
Sulfitter tilsat: En lillebitte smule lige inden flaskning
Lukkemetode: Korkprop

Based on 1 review

0.0 overall
0
0
0
0
0

Add a review

  1. René Langdahl

    “14,5 % og ”szaraz” som i tør. Og endda med florindflydelse. Hva’ deeeh… som Gramsespektrum sagde i 90erne. Jo nu skal du bare høre… som Poul Thomsen sagde i 80erne. Den er tør, TØR! Franske Samuel Tinon er mesteren bag den historiske nichestilart. Det er abstrakt, sært dragende, rigt og komplekst, støvende tørt, fuld af saltlage fra grønne oliven, tørret abrikos, beerenauslesesyre, islay whisky, fudge og umanerligt lang eftersmag. Selvsagt klare mindelser om fino, men her mere karamel og lille antydning af oxidation i eftersmagen, der giver utrolig kompleksitet, på-kanten-stil, fishsauce, kondenseret mælk nedenunder, en umulighed af løftet vildgær og dyb koncentreret sødme uden sukker. 96”

    René Langdahl