Her, tæt på havet, både i afstand og i højde, antager Fiano en anden og rundere karakter, end vi ser når den dyrkes højere og køligere. For ikke at miste friskhed bliver det derfor vigtigt at plukke druerne på det helt rigtige tidspunkt, men ikke så tidligt, at de mangler karakter, og siden behandle dem meget skånsomt, så frugtagtigheden og friskheden ikke går tabt. Det er i den grad lykkedes med Mezzogiorno, som byder på skønne frugtdufte à la nektarin, med strøg af blomst og mineral. Smagen er blød men frisk, rund men saftig, og dejligt mineralsk frisk. Ualmindeligt lækker og nem at drikke.
Mezzogiorno (“midt på dagen”, men også et generelt navn for hele Syditalien) er fremstillet på 100% Fiano. Fiano er nok bedre kendt fra Campania, hvor den bl.a. fremstiller den fremragende, strukturerede hvidvin Fiano di Avellino fra marker i 300-600 m.o.h. Fiano har dog vundet stor udbredelse, også i Puglia. Lisa Gilbees australske håndelag fornægter sig ikke i den lækre, frugtagtige, tørstslukkende vin. Skøn terrassevin, men den store friskhed og de blomstrende aromaer vil også være fremragende til sommerlige salater, grillede grøntsager og lette fiskeretter. Prøv den for at få dine fordomme om hvidvine fra det varme Syden skudt i sænk.
Egnen omkring Manduria byder på skønne landskaber, med knaldende rød jord, hvide kalksten og kilometer efter kilometer med vinmarker og olivenlunde. Det arketypiske syditalienske landskab. Jordbunden giver stor karakter til vinene, og det milde klima så tæt på kysten bidrager til vine, der opnår stor modenhed, fylde og blødhed. Hvis man ikke passer på, så bliver vine herfra FOR bløde og modne, nærmest søde. Morella er kolossalt opmærksomme på dette, og stærkt opsatte på at lave balancerede, karakterfaste og stedstypiske vine. Tilgangen er derfor at dyrke markerne biodynamisk, med lave udbytter, og at høste når druerne er modne, men fortsat har friskhed og balance. Morellas motto er “sic et simpliciter”, på dansk “således og simpelt”, og det afspejler flot parrets vinmagerfilosofi, hvor vinen kun manipuleres i det omfang, der er nødvendigt for at sikre druematerialets oprindelige kvalitet.
Morella ejes af australske Lisa Gilbee og hendes mand, Gaetano Morella. De mødte hinanden, da de begge arbejdede for en vinproducent i Toscana, og fandt snart ud af, at de skulle lave vin sammen. Efter et besøg på Gaetanos hjemegn ved Manduria faldt valget på netop det sted, der bød på alt, hvad det unge par ønskede sig her i livet: Et skønt klima, et smukt landskab, nærhed til havet, rimelige jordpriser og masser af marker med ældgamle vinstokke dyrket “ad alberello”, altså som små, selvstændige buske. Morellas marker står alle i et særligt område nær Manduria, hvor jorden er knaldende rød, men tynd, og hvor kalkstenen ligger lige under overfladen. Lisa og Gaetano er overbeviste biodynamikere, og har sågar deres børn gående på en Steiner-skole. De mere religiøse/esoteriske dele af antroposofien behandles dog med sund skepsis.
There are no reviews yet.