Nerello Mascalese Rosso Terre Siciliane IGT 2020 Ayunta rødvin

Her er en dejlig, saftig og smækker rødvin på nogle af Ayuntas yngre stokke. Vægten er lagt på friskhed, frugtagtighed og drikbarhed, men der er bare ikke noget at gøre, vulkanen skinner igennem alle vine derfra. Det giver et velkomment skud af kompleksitet og energi i vinen. Denne dufter ungt, saftigt og frugtagtigt af røde bær, middelhavskrat fra Etna, en smule lys lakrids, vilde blå blomster og et skud af de mørke, krydrede let svovlede toner fra den vulkanske jord. Smagen er udpræget frugtagtig og saftig, og strammes dejligt op af god syre og let garvesyre, som gør den dejligt læskende. Eftersmagen klinger ud med toner af vulkansk mineral. Den ene slurk tager den anden.

I let afkølet stand er det her en dejlig terrassebasker. Den unge, frugtagtige karakter indbyder nærmest til glad, umiddelbar slubren. Man skal dog ikke tage fejl af det bundtræk, der også er i vinen, så drik den også gerne til ikke alt for mørke kødretter, meget gerne gris, kylling eller kalv, eller for den sags skyld til saftige, intense grøntsagsretter eller til grillet fed fisk. Også gerne til en grillet blæksprutte, der er blevet en lillebitte smule sort i kanterne, og måske er blevet krydret med en smule chili. Her er din indgangsbøn til Etnas skønne røde vine, og til Sydens forjættelser i al almindelighed.

Kæmpen Etna er Europas største aktive vulkan (nej, Teide tæller ikke som Europa). Den ses langvejs fra, og danner en karakteristisk, mørk bule, der aldrig rigtigt forsvinder ud af ens bevidsthed, så længe man kan ane den. Den er som en eftertanke, en dunkel samvittighed, rugende og tung. Og så, når den er i udbrud, er den spektakulær, glødende, eksplosiv og farligt smuk. Araberne, der havde overherredømme over Sicilien i et par hundrede år, kaldte den netop Jabal Al-Nar, ildbjerget, fordi den var så hyppigt aktiv, mens sicilianerne selv kalder den Muncibeddu, italianiseret til Mongibello, det smukke bjerg. Etna er en ganske ung vulkan, ikke mere end 500.000 år gammel, og fordi den fortsat er så aktiv byder den på nogle af verdens yngste jorde at dyrke vin på. De hyppige udbrud regner kontinuerligt ny jord ned over vinmarkerne, og selv om de små stykker af vulkanens indre ikke er særligt rige på organisk næring, så er de ekstremt rige på nye, friske mineraler, som bliver gjort tilgængelige for vinplanterne af jordbundens biologiske aktivitet. Det intensiveres ved, at den ofte sandede og sure vulkanske jord er hård ved vinlusen phylloxera, og mange vinmarker beplantes den dag i dag på sorternes egen rodstok, fremfor podning på resistente amerikanske vildvinstokke. Sorternes egne stokke og rødder synes at have en mere direkte effekt henimod at udtrykke stedets egenart. Etna har derfor en mærkbar, karakteristisk og voldsom indflydelse på de vine, der laves på den. På Etna ligger de fleste af de bedste vinmarker på den nordlige side af vulkanen. Det skyldes, at Etna er så stor en bule på Jorden, at toppen af bjerget ikke i nævneværdigt omfang skygger for solen fra syd, som jo også om sommeren – pga. den sydlige beliggenhed – stiger op i nordøst og går ned i nordvest. Det giver fuld sol fra tidlig morgen til sen aften i det altafgørende sommerhalvår.
Etna har helt fra oldtiden været berømt for vine af meget høj kvalitet, men faldt fra 1930’erne hen i en lang døs, uden nævneværdige producenter og vine. Heldigvis begyndte enkelte producenter i 1980’erne at fremstille gode vine fra vulkanen igen, og fra 00’erne og frem er Etna gået hen og blevet decideret hipt, med massevis af nye producenter, både lokale og langvejs fra, og med stor succes både i pressen og hos det kvalitetsbevidste publikum. Mangione-familien, der står bag Ayunta-vinene, er lokal, og har ejet marker på Etna i generationer. De spektakulært vulkanske marker ligger nær landsbyen Randazzo, som regnes for et af de bedste steder på Etna, og ligger i omtrent 700 meters højde. Med Etna-vinenes nye succes fik Mangione-familien mod til at begynde at fremstille og flaske vine på deres egne druer. Dyrkningen af druerne har altid været nænsom, uden brug af kunstgødning og med minimal sprøjtning og intervention, og nu, hvor de selv fremstiller vinene, er arbejdet decideret økologisk og minimalistisk, også selvom de ikke har orket at lade sig certificere. I vinmageriet er tilgangen udpræget hands-off, og der benyttes ingen kunstgær og tilsætningsstoffer, bortset fra en ganske let svovling ved flaskning. Resultatet er rene, klare vine med heftig stedsans, ”hul igennem til vulkanen” så at sige, skøn saftighed og en lille, dejligt drikkevenlig, madvenlig stramhed. Man kunne faktisk sagtens kalde disse vine for naturvin, hvis ikke det var fordi de var så rene, fine og uden defekter. Ayunta er stadig en lille, relativt ukendt producent, men vinene er strålende, og vi spår dem en stor fremtid.