Det er ikke altid det lykkes at få friskhed ud af Garnacha Blanca, som fra de forkerte steder og i de forkerte hænder kan give fede, laskede, flade vine med sviende alkohol. Franck Massard har her fundet Garnacha Blanca, der vokser i en højtliggende, kølig vinmark, og har så gjort så lidt som muligt ved vinen for at bevare dens oprindelige udtryk og friskhed. Til El Mago Blancos grundlæggende frugtagtighed af fersken og æble kommer stedets udtryk i form af duften af middelhavsurter og granitstøv. I munden er den saftig og rund, som Garnacha Blanca skal være, men også med et lækkert pift af syre og en let saltagtighed, der gør den ualmindeligt drikkeglad.
Franck Massard køber sine druer til El Mago-vinene fra et søskendepar, der under langtidskontrakt økologisk dyrker forskellige former for Garnacha. Marken, hvor druerne til El Mago Blanco kommer fra, er højtliggende og med meget kalkholdig lerjord. Stedet giver mulighed for at høste druer, der har friskhed og mineralitet, der løfter Garnacha Blanca ind i en helt anden dimension. Vinens glade natur gør den velegnet til at glas eller mange på terrassen, men dens krop og karakter gør den også god til megen mad. Prøv at sætte den til grillede skaldyr eller fisk, til lyse risretter eller til frisk ost. Kan du lide runde hvidvine med karakter og mundvandseffekt så se at skaffe dig noget af den her.
Terra Alta-distriktet ligger vest for – og trods navnet lidt lavere end – Priorat og består hovedsageligt af bløde, smukke bakker. Her dyrkes hovedsageligt Garnacha i flere afskygninger. Det kunne principielt være et problem for friskheden, for Garnacha er et monster, der gerne smider syre og opbygger sukker hvis den får lov. Imidlertid er den hyppige jordbund i Terra Alta kalkholdig ler, der giver druerne friskhed fordi den både holder på vand og får vinstokkene til at producere druer med mere syre. Dertil kommer mere eller mindre konstante vinde fra forskellige verdenshjørner, der hjælper med at nedkøle området. Franck Massard benytter den friskhed, der kommer i vinene fra Terra Alta til at fremstille en serie vine, der alle har charme, friskhed og tårnhøj kyl-i-halsen-faktor til fælles.
Franck Massard er belgier og oprindeligt sommelier. Han vandt i 1996 titlen som Englands bedste sommelier, men flyttede i begyndelsen af 00’erne til Catalunya, hvor han begyndte at arbejde for den berømte Miguel Torres. I 2004 begyndte han at fremstille Priorat-vin fra en lille mark, han havde købt sammen med en ven. Efter nogle års eksperimenter følte de, at de var blevet så gode til at lave vin, at de besluttede sig for at sende dem på markedet. Siden da er det gået slag i slag, og Franck laver nu vin fra egne marker, indkøbte druer og i samarbejde med gode venner over det meste af nord-Spanien, dels under eget navn, dels under Epicure Wines-navnet, og helst fra økologisk dyrkede marker. Fælles for alle Francks projekter er en bevidst satsning på at lave meget transparente vine, der afspejler druesorter og voksesteder optimalt, uden overflødig sminke. Det betyder blandt andet, at vinene fremstilles med lav eller ingen svovling og intet eller moderat fadbrug. På den måde er de, skønt meget tro mod voksestedet, ret uspanske med deres friskhed og deres fravær af forstyrrende fadtoner. Franck Massard blev i 2013 udnævnt til Winemaker of the Year af Naked Wines, men er i vores vurdering endnu dygtigere nu, og med en brændende ambition om konstant forbedring.
There are no reviews yet.