Primitivo fra de vindblæste, fattige jorde ved Gioia del Colle udmærker sig ved mere friskhed og struktur end Primitivo fra lavereliggende områder. Allegoria får et meget klart aftryk fra sit voksested i form af en intens duft af mørke bær, blomster, lakrids, krydderi og de vilde middelhavsurter, der vokser i marken. Smagen er rank, koncentreret, intenst saftig og frisk. En nærmest aristokratisk klasse-Primitivo, milevidt fra den gængse, rosinagtige stil. En Primitivo til dig, der leder efter elegancen og strukturen i den sort.
Primitivo er uden tvivl en af danskernes foretrukne druesorter, fordi den kan kombinere stor frugtagtighed, stor fylde og en fornemmelse af sydens sol og varme med stor tilgængelighed, både prismæssigt og drikbarhedsmæssigt. Den store popularitet har dog også medført, at mange Primitivo’er på det danske marked er af relativt lav kvalitet, trætte, småsødlige og rosinagtige. Allegoria er så den diametrale modsætning, en intens vin med et mørkt udtryk, der skal sættes til kraftigt smagende mad, f.eks. kød fra grillen og saftige gryderetter. Vil også gå fint til mange oste, dog ikke blåskimmel.
Murge-bakkerne omkring Gioia del Colle i Puglia byder på et barskt, vindblæst landskab. Jorden er ekstremt fattig, fordi der ofte er meget lidt eller ingen frugtbar jord over undergrundens hårde kalksten, kaldet karst. Kombinationen af højde over havet (fra 200-600 m.o.h.) og den evigt blæsende vind fra Puglias kyster giver større kølighed og forskel på temperaturen mellem nat og dag end man ellers ser i den varme region. Resultatet er vine med stor friskhed og megen struktur, der ofte har behov for adskillige år før de er drikkemodne.
Pietraventosas ejer, den dynamiske og entusiastiske Marianna Annio, startede virksomheden i 2006 sammen med sin mand Raffaele, der praktisk nok lever af at bygge gæringstanke og andet udstyr til vinproducenter. Udgangspunktet er ca. 4,5 ha. ret ny vinmark + 1 ha. mark med gamle vinstokke dyrket “ad alberello”, som små træer. Alt dyrkes certificeret økologisk. Størstedelen af markerne er beplantet med Primitivo, med indslag af Aglianico og Malvasia Bianca. Jordbunden og højden over havet giver en gennemgående friskhed og struktur til vinene, som Marianna søger at bevare i videst muligt omfang, bl.a. ved ikke at høste sent, og ved nænsom behandling i kælderen. Vinene bliver derfor elegante, smidige og lagringsdygtige i et omfang, som man sjældent forestiller sig er muligt fra det varme Puglia.
There are no reviews yet.