, ,

Gattinara Le Castelle DOCG 2013 Antoniolo rødvin


Af Antoniolos tre store enkeltmarker er dette nok den rundeste og mest frugtagtige, men Gattinaras typiske struktur, garvesyre og fasthed fornægter sig ikke. Her i den fremragende 2013-årgang.

Druesort: Nebbiolo 100%
Alkohol: 13,5%
Indhold: 0,75l
Drikkes bedst: Nu-2040
Drikketemperatur: 14-16C
Dyrkningsmetode: Bæredygtigt
Kyl-i-halsen-faktor: ****
Stor-vin-faktor: *****

349.00 kr.

Vinene på Nebbiolo fra det nordlige Piemonte er lysere, rankere og saftigere end de tilsvarende vine fra f.eks. Barolo og Barbaresco i det sydlige Piemonte. Det skal dog ikke forlede en til at tro, at de har mindre klasse eller langlivethed; tværtimod. 2013 var en relativt lun, smuk årgang, der tillod at producere nogle virkeligt klassiske, store Gattinara’er. For Antoniolos Le Castelles vedkommende betyder det, at markens naturlige tendens til rundhed og frugtagtig tilgængelighed fik frit spil, i en stor, flot ramme. Intens duft af mørke kirsebær, læder, viol, bark, skovbund og rislende mineral. Fast, saftig, rank, intens og frugtagtigt afrundet smag, med flot garvesyre og lang, elegant, mineralsk og letkrydret eftersmag. Stor Gattinara.

Det her er klassisk, nord-piemontesisk Nebbiolo, og i den grad madegnet. Lokalt ville man nok drikke den til de typiske, langtidstilberedte kødretter med okse, hest eller æsel eller til lagrede udgaver af deres berømte oste. Hvis vi skal fordanske (eller internationalisere) det lidt, så svarer det vel omtrent til en boeuf bourguignon eller en dansk gullasch uden paprika. Men vi behøver ikke holde os så snævert til det koncept, for Gattinara er anvendelig til en meget bred vifte af mad, herunder pasta med kød- eller svampesaucer, oksekød i al almindelighed, lam, kraftige retter med svin og – meget gerne – vildt, hvor skovbundskarakteren i vinen kan træde ekstra tydeligt frem.

Oppe i det nordlige Piemonte, hvor Sesia-floden gennem millioner af år har skåret sig ned gennem alperne og de moræner, som gletschere har efterladt da de trak sig tilbage, findes en perlerække af små, dejlige vin-denominationer. Man kan f.eks. nævne Ghemme, Fara, Boca, Bramaterra og, netop, Gattinara. Af disse skiller Gattinara sig tydeligt ud, for alle de andre denominationer er domineret af morænejordbund, mens Gattinaras jordbund fortrinsvis er af ældgammel vulkansk oprindelse, i form af granit. Nord-Piemonte har en hæderværdig og meget lang historie som vinproducerende område, med vinrelaterede arkæologiske fund, der går tilbage til romertiden, og i enkelte tilfælde også tidligere. Også her skiller Gattinara sig ud, idet vinene herfra historisk faktisk har været regnet for nogle af verdens største vine, og f.eks. som langt bedre og mere prestigiøse end de vine fra det sydlige Piemonte, som i dag regnes for nogle af verdens største (læs: Barolo, Barbaresco). Fra slutningen af 1800-tallet gik det imidlertid ned ad bakke med Gattinaras ry, og genopretningen begyndte vel egentligt først med Mario Antoniolos etablering af vinproduktion fra 1948 og fremefter. I de seneste år har vinene igen – fortjent – opnået et smukt ry som nogle af de største vine på Nebbiolo. Jordbunden og det relativt kølige klima i Gattinara giver vine, der er intense, ranke, kølige i udtrykket, med røde bær og frugter i aromaerne, der også præges af heftig mineralitet, og en flot, meget finkornet og rigelig garvesyre. Vinene er meget langlivede og holder længe stor friskhed som et resultat af den medfødte elegance og rankhed.
Huset Antoniolo blev grundlagt i 1948 af Mario Antoniolo. Mario Antoniolo var oprindeligt musiker og dirigent i Rom, og var som sådan blevet udnævnt til Cavaliere, en fornem rang i Italien. Vi kender ikke til hvorfor han lige valgte at slå sig ned her, i det nordlige Piemonte, men til gengæld var det udpræget heldigt for os, at han gjorde det. Mario Antoniolo købte et gammelt kloster fra 1400-tallet, og med base i det begyndte han at købe parceller i de bedste marker i Gattinara-distriktet, herunder særligt i Gattinaras bedste mark, Osso San Grato, men også i Castelle og San Francesco. På kort tid etablerede han sig som den bedste producent af Gattinara, en status, som både hans datter og nu hans børnebørn Lorella og Alberto, har videreført på gloriøs vis: efter vores mening er der fortsat tale om den klart bedste producent af Gattinara. I vinmarken arbejdes der skånsomt, med bæredygtige metoder og lave udbytter, og i kælderen er arbejdet fortrinsvist traditionelt, med udbredt brug af store, gamle egetræsfade, dog opdateret hvor dette ikke forstyrrer det bevidst traditionelle udtryk. Vinmageriet er minimalt manipulerende, der gæres med den naturligt forekommende gær og benyttes ikke andre tilsætningsstoffer end små mængder af sulfit. Resultatet er vinøse fyrtårne for det nordlige Piemonte, med store, seriøse, elegante, ekstremt velbalancerede og ekstremt langlivede vine, der afspejler deres vulkanske (granit-)oprindelse med stor trofasthed. Vinene er fuldt på højde med denne verdens største vine på Nebbiolo.

Varenummer (SKU): I-ANT-004 Kategorier: , , Tags: , , , , ,

Specifikationer

Høst: Manuel, i små kasser
Gæring: Gæring med skaller på rustfri ståltank i ca. 20 dage
Lagring: På store, gamle egetræsfade i 36 måneder
Sulfitter tilsat: En lillebitte smule lige inden flaskning
Lukkemetode: Korkprop

Based on 0 reviews

0.0 overall
0
0
0
0
0

Be the first to review “Gattinara Le Castelle DOCG 2013 Antoniolo rødvin”

There are no reviews yet.