, ,

Memini Irpinia Aglianico DOC 2013 Guastaferro rødvin


Her er introduktionen til Guastaferros vilde Aglianico-univers, lavet på husets “unge” stokke. Heftig duft af mørke kirsebær, med strøg af skovbund, viol, lakrids og vulkansk aske. Saftig og rank i smagen, med flot garvesyre. Genial madvin.

Druesort: Aglianico 100%
Alkohol: 13%
Indhold: 0.75l
Drikkes bedst: Nu-2033
Drikketemperatur: 16-18C
Dyrkningsmetode: Økologisk
Kyl-i-halsen-faktor: ***
Stor-vin-faktor: *****

175.00 kr.

Lad dig ikke forlede af, at dette “kun” er en Irpinia Aglianico. Der er ikke mange Taurasi’er, eller for den sags skyld mange andre af Italiens store rødvine, der kan følge med i saft og kraft her. Raffaele Guastaferro har udelukkende klassificeret denne som en simpel Aglianico fordi han har yderligere to niveauer af kanonbrag, som ligger over den. Alene det, at husets “unge” stokke er 50-80 år gamle, hvor mange allerede har revet dem op og plantet med yngre, mere produktive stokke, siger noget om seriøsiteten i foretagendet. Eller man skulle måske sige, at det siger noget om hvor bindegal Raffaele er. Men de gale er, som bekendt, de bedste. Under alle omstændigheder, så er Memini fremragende. Duften er af stor vin, med mørke kirsebær, efterårsskovbund, viol, lakrids og den for Taurasi-kommunen karakteristiske aske-agtige vulkanske mineralitet. Smagen følger op med saftighed og rankhed, hvor den store frugt balanceres flot af en struktur, der er båret af flot syre og stor, varm garvesyre. Uha-da-da.

Aglianico er en af verdens helt store druesorter til fremstilling af stor rødvin, fuldt på linie med sorter som Nebbiolo og Sangiovese. Som disse to sorter har den en tendens til ikke at have en meget dyb farve, og til at have en hel del syre og garvesyre. Den kan derfor godt fremstå lidt bidsk, hvilket så, når den er vellykket, balanceres af stor frugt, stor kompleksitet og en rank, ædel fremtræden. Aglianico kan, som en række andre store druesorter til rødvin, lave vine, der forbedres og holder sig frisk over selv særdeles lang tid. Selvom Raffaele Guastaferros Memini i udgangspunktet er hans “simple” introduktionsvin, så taler vi her om en endog meget kraftig, stor vin, der har behov for modstand i form af kraftig mad. Mørkt kød, vildt og vellagrede oste, dog ikke blå oste, vil gå fint i spænd med Memini. Vinen til dig, der kan lide saft og kraft parret med elegance.

I regionen Campania, for foden af Appenninerne, ligger landskabet Irpinia. Det er et smukt, grønt, bakket og bjergrigt landskab med enorm variation i højde og jordbund. Hovedbyen Avellino har engang været kendt for et fremragende fodboldhold, der fra en ydmyg begyndelse og med få midler kæmpede sig op til Serie A-status, og det siger egentligt ret meget om lokalbefolkningens karakter. Det kontinentale klima giver hede somre og arktisk kolde vintre, og de lokale har derfor udviklet en særlig hårdførhed og stædighed. Det ikke just turist-overrendte område er en skattekiste af oprindelige fødevarer og vine. Vinene fra området har været berømte og anerkendte siden romertiden, og afspejler i høj grad områdets barske karakter. På sorterne Greco, Fiano og Aglianico fremstilles seriøse, aristokratiske og langlivede vine i verdensklasse, med biroller til en række andre sorter. Med sin enormt afvekslende jordbund, sine fremragende druesorter og den lange tradition for fremstilling af kvalitetsvin er Irpinia et verdensklasse-vinområde, som blot venter på at blive opdaget af den brede vindrikkerbefolkning.

Raffaele Guastaferro er en virkeligt lille producent, der producerer 4.000-10.000 flasker om året, afhængigt af årgangens bonitet. Raffaele har indtil 2017 udelukkende produceret tre rødvine, og udelukkende på Aglianico-sorten. Udgangspunktet er familiens marker i den by, som den berømte Taurasi-vin er navngivet efter. Markerne ligger i en højde af 400-500 meter og har jordbund af vulkansk oprindelse. Aglianico-vinstokkene på disse marker varierer i alder mellem 50 år og 200 år. De ældste stokke på mellem 150-200 år står med egne rødder, og er altså ikke podede på amerikanske rodstokke. Det kan kun lade sig gøre fordi phylloxera-lusen ikke kan overleve i den sandede, vulkanske jord i området. Med stokke i så betragtelig alder giver det sig selv, at udbytterne er meget lave, og at kvaliteten på druematerialet er meget høj. Markerne dyrkes stort set uden nogen form for intervention, men ikke med certifikation for metoden. Arbejdet i kælderen er simpelt, og tilpasses den enkelte årgangs behov. Resultatet er nogle helt vilde vine, som i karakterstyrke og gennemslagskraft tåler sammenligning med de største vine i verden.

Varenummer (SKU): I-GUA-001 Kategorier: , , Tags: , , , , ,

Specifikationer

Vægt 1 kg

Høst: Manuel, i små kasser
Gæring: Med skaller på temperaturstyret rustfri ståltank i 30 dage
Lagring: 12 måneder på en blanding af brugte barriques og større, gamle fade, 24 måneder på flaske.
Sulfitter tilsat: En lille smule under fremstilling og lige inden flaskning
Lukkemetode: Korkprop

Based on 0 reviews

0.0 overall
0
0
0
0
0

Be the first to review “Memini Irpinia Aglianico DOC 2013 Guastaferro rødvin”

There are no reviews yet.