, ,

Zaleuco 2017-2019 – Le Moire – 6 flasker


  • 2017 var her lun og tør, og har givet en vin, der har en smuk fylde og rundhed. Aromaerne er her tenderende mod det mere frugtagtige indenfor den generelt friske, mineralske, tørre og ranke udtryk. 2 flasker.
  • 2018 var nok en smule køligere, og har givet en fast, saftig, læskende vin, der tenderer mere mod det citrusprægede og mineralske, igen indenfor sortens generelle udtryk. 2 flasker
  • 2019 var et meget flot, balanceret år, der har givet et meget flot, kraftigt og karakterfuldt udtryk, med dyb frugtagtighed og tør intensitet. 2 flasker

810.00 kr.

3 Årgange Calabria Mantonico Zaleuco, Le Moire
Floden Savuto, der har udspring på Sila-højsletten, bliver efter byen Cosenza i sit løb med Det Tyrrhenske Hav omgivet af smukke, dramatisk stejle skrænter, der giver fantastiske forhold for dyrkning af kvalitetsvin. Området var allerede i romertiden kendt for at producere god vin, men kvalitetstraditionen tog et dyk fra midten af 1900-tallet. Enkelte producenter har siden begyndelsen af 00’erne dog løftet kvaliteten af Savuto-områdets vine betragteligt, og ingen mere end Le Moire. Le Moires marker, der befinder sig på terrasser med udsigt til Savuto-floden, har en jordbund, der består af grusblandet ler af skifer-oprindelse, og er omgivet af uberørt skov, der skaber et unikt mikroklima. Herfra kommer vine, der i høj grad afspejler deres voksested, med friskhed, mineralitet og aromaer af de stedstypiske vilde urter
Le Moires ejer, Paulo Chirillo, vendte i midt-00’erne hjem efter en smuk karriere udenfor Italien. Hans calabresiske hjemegn trak for hårdt i ham, og han havde besluttet at slå sig ned som vinproducent. Sammen med sin venezuelanske hustru har Paolo opbygget en smuk, lille virksomhed, som forener den menneskeligt overkommelige skala med disciplin, legesyge og humor, og hvor parrets udenlandske erfaring har givet en udogmatisk og nysgerrig tilgang til at producere vin med et menneskeligt ansigt og med stedsans. Vinene produceres bæredygtigt, med en tilnærmet økologisk tilgang, hvor Paulo dog erstatter de økologiske midler med andre midler der hvor de har en endnu mindre indvirkning på naturen end de økologiske.
Zaleuco er lavet på sorten Mantonico Bianco, der er Calabrias “nye”, store grønne sort. Navnet Mantonico kommer formentligt fra det oldgræske “mantonikos”, der betyder spåmand. Det kan man sikkert udlede meget af mht. de mulige hallucinatoriske egenskaber ved sorten, men først og fremmest betyder det nok, at sorten er meget gammel, og muligvis kom over med de oldgræske kolonister, der ankom til Calabriens fagre kyster 800 – 700 fvt. Sorten producerer intense, ravgyldne, rødprikkede druer, der giver mellemfyldige hvidvine med godt med tørstof, flot friskhed, høj mineralitet, skøn nektarin-frugtagtighed og tiltalende strejf af bløde krydderurter, citrus, blomst og lyst eksotisk krydderi.
På Le Moires højtliggende marker med forvitret skiferjord yder Mantonico sit bedste. Her får den et yderligere skud friskhed og en Riesling-agtig mineralitet. Den får også en balance og intensitet, der lover godt for et ret langt liv på flaske. Denne uges kasse er sat sammen af 2 flasker hver af årgangene 2017, 2018 og 2019 af denne, en af Syditaliens virkeligt interessante og flotte nye hvidvine. Det giver dig mulighed for at se både på den stilistiske konstans, som stedet, sorten og den lidet manipulerende vinmager giver vine over tid, og samtidigt den variation som de forskellige årgange, med deres skiftende regnfald, temperaturer, vinde osv., giver til en vin, der er lavet på samme måde og med den samme sort fra det samme sted alle årene. For at få maksimalt udtryk af sorten over i vinen gærer Paulo mosten nogen tid med skallerne, og det giver en flot, tør, rank og intens vin med stor personlighed.
Kategorier: , , Tags: , ,

Based on 0 reviews

0.0 overall
0
0
0
0
0

Be the first to review “Zaleuco 2017-2019 – Le Moire – 6 flasker”

There are no reviews yet.