Monterotondo er et særligt sted, hvis egenart slår klart igennem i vinene. I duften fornemmer man omgivelsernes dufte af dejlig skovbund og viol, jordens tilskud af jernagtige, mineralske aromaer, den mørkt kirsebæragtige egenart fra Sangiovese-sorten og den læderagtige komponent fra drueskaller, der har ligget længe med vinen. I munden er vinen overraskende fyldig, særligt for årgangen, med rund frugt, ganske megen blød og lækker garvesyre, sund syre, der gør vinen frisk og rank, og en rislende, appetitvækkende mineralitet. De sunde druer fornemmes tydeligt i denne alt for let drikkelige vin.
2014 var et køligt og vådt år, og mange dommedagsprofetier blev udråbt over det ganske land. De lidt mere besindige fik dog sagt, at året ville skille fårene fra bukkene, både hvad angår hvem der er dygtige til markarbejdet og hvem der har de bedste marker. Dem, der havde både gode marker og var dygtige i dem, ville – som sædvanligt – lave gode vine. Monterotondos mark er fremragende, og Saverio Basagni er meget dygtig til at passe den, og resultatet lever da også op til hans standarder. Chianti Classico er ægte madvin, med sin syre og garvesyre, og netop Monterotondos af slagsen er det i høj grad. Den fyldige stil, den runde frugt, den bløde garvesyre og den forfriskende syre går fantastisk til mørkt kød, gerne grillet. Gode italienske grillpølser og ikke alt for lagrede oste (dog ikke blå) er også gode ledsagere. Er du til god, klassisk vin, der kombinerer rundhed og fasthed med liv og friskhed så tag et kig på den her.
Monterotondo ligger i kommunen Gaiole in Chianti, midt i Chianti Classico-områdets sindssygt skønne, grønne, skovklædte bakkelandskab. Navnet “det runde bjerg” kommer af, at ejendommen ligger helt for sig selv på en rund, høj bakke. På knap 4 hektar trives først og fremmest Chiantis klassiske blå druesort Sangiovese, med tilskud af en smule af de klassiske hjælpesorter Canaiolo, Malvasia Nera og Colorino. På yderligere ca. 0,3 hektar står den grønne sort Malvasia Bianca del Chianti. Vinmarkerne ligger i omtrent 550 m højde og jordbunden består af den klassiske toscanske galestro-sten over en undergrund med kalkholdig ler. Umiddelbart skulle denne kombination føre til, at vinene blev temmeligt slanke og høje i syre, men det er ikke tilfældet, for den perfekte soleksponering giver smuk modning af druerne og dermed vine, som bliver mere fyldige. Monterotondo har helt åbenlyst et meget specielt sted helt for sig selv.
Gården Monterotondos ældste dele daterer sig til år 1056, men det var dog først i 1959 at den nuværende ejer Saverio Basagnis bedstefar købte gården og gav sig i kast med at dyrke druer. I mange år blev druerne leveret til et kooperativ, men da Saverio i 1994 overtog gården meldte han sig ud. Han var frustreret over, at han ikke fik højere betaling for de åbenlyst fremragende druer fra hans tilnærmet økologiske drift. Siden da har Saverio og hustruen Fabiana selv stået for alt arbejdet, med en vigtig milepæl i 2003, hvor gården overgik til 100% økologisk drift. Saverio benytter kun indfødte druesorter, holder lave udbytter og manipulerer meget lidt med druematerialet. Der benyttes ingen andre tilsætningsstoffer i vinene end sulfit, og det i meget små mængder. Rødvinene gærer med vildgær og lagrer længe med skallerne, efterhånden mellem 90 og 120 dage for de Riserva’er, der kommer på markedet om nogle år. Man skulle tro, at dette giver nogle meget barske garvesyremonstre, men effekten er faktisk, at vinen bliver meget fyldig, med en ædel, rund garvesyrestruktur. Samlet set fremstår vinene fra Monterotondo som meget usminkede, med exceptionel trofasthed mod voksestedet og en rund og levende natur.
There are no reviews yet.