Papiano er lavet på 60% Centesimino og 40% Sangiovese. Centesimino kan have brug for at blive rundet noget af og frisket op, så Francesco Bordini har her valgt at tilføje Sangiovese og lagre i et år på små fade af egetræ, barriques. Barriques kan være et svært valg, fordi de ofte tilføjer vinen meget af fadets karakter, så vinens egen karakter kan træde i baggrunden. Brugt rigtigt er barriques dog et instrument, der hjælper med afrunding og stabilisering af vinen uden at tilføje for megen egenkarakter. Papiano dufter af mørke bær, eksotiske krydderier, velhængt kød, høstløv og blomst. I munden er den fyldig, rund, fast og frisk, og slutter med Modiglianas karakteristiske, let saltede eftersmag. Alt i alt en elegant, balanceret, ædel og holdbar vin.
Centesimino er en gammel, lokal druesort, der har været næsten forsvundet. Enkelte behjertede sjæle, som f.eks. Bordini’erne på Villa Papiano, har dog genoptaget dyrkningen af den. Centesimino giver mørke, kraftige, garvesyrerige vine, som kan forekomme noget uvenlige, og har derfor mest været brugt til at blande med andre sorter. Fra gode producenter, der ved hvad de laver, kan den imidlertid stråle som repræsentant for den jord, den er vokset i. Bordini’erne har så også “lettet” den lidt med 40% Sangiovese for at tilføje yderligere liv. Den mørke, temmeligt kraftige, men balancerede og friske, vin, bliver derved gastronomisk meget velegnet. Serveres bedst til ret mørke retter, f.eks. bøffer, gryderetter med okse eller vildt. Faste oste kunne også være et bud. Her er vinen til dig, der leder efter en mørk vin, der stadig er elegant og frisk.
I sydøstgående retning fra Bologna mod Rimini i Italiens Emilia Romagna-region, for foden af Appenninerne, der deler regionen fra Toscana, står de høje, grønne, smukke, skovklædte bakker, der udgør det bedste område for Sangiovese og Albana fra Romagna. Heroppe, i højder mellem 300 og 600 meter, er jorden sandet med indslag af ler, fattig på næringssstoffer og på udvalgte steder meget veleksponeret mod solen. Vinene, der kommer herfra, er som bakkerne: slanke, ranke, svale, ædle og lidt barske. Det er sandsynligt, at udbredelsen af Sangiovese til hele Mellemitalien er startet fra de gamle klostre i netop dette område, som efter mange års slummer nu er vakt til live igen og producerer en række af verdens allerbedste Sangiovese-vine. Oveni kommer de skønne hvidvine, tørre som søde, på Albana-sorten, der især med de søde hvidvine med ædel råddenskab har udmærket sig som værende blandt Italiens bedste søde vine. Med klimaforandringer i fuldt flor er Toscanas Sangiovese-produktion ved at skifte karakter. Hvis man ønsker at (gen)finde den slanke, kølige og læskende stil, som i sin tid gjorde Sangiovese fra Toscana så efterspurgt, så kunne man gå meget ringere steder hen end her i Romagnas bakker. Dette er et område på vej frem, og du ville gøre godt i at følge det nøje fremover.
Villa Papiano ligger højt i bakkerne over landsbyen Modigliana, som har lagt navn til et underområde for Romagna Sangiovese. Stedet var oprindeligt en Medici-forpost, der lå mellem Mediciernes Toscana og diverse andre stater nordpå. Villaen ligger fantastisk, med udsigt til alle sider, og med enormt veleksponerede, stejle, delvist gamle vinmarker omkring sig. Villaen blev oprindeligt beboet af Papiano-slægten, der har lagt navn til stedet. I 2001 begyndte Bordini-familien, med Romagnas bedste ønolog Francesco Bordini i spidsen, at fremstille egne vine herfra. Dyrkningen af markerne er økologisk, udbytterne holdes lave, og der høstes ved balanceret modenhed. Vinmageriet er bevidst simpelt og indrettet på så vidt muligt at bevare druematerialets oprindelige karakter, og tilsætning af sulfitter holdes på et minimum. Resultatet er fabelagtige vine, med et stærkt udtryk fra voksestedet, og vi tøver ikke med at udnævne Villa Papiano til den bedste producent af Sangiovese og Albana fra Romagna. Vinene er slanke, elegante, balancerede og derfor meget holdbare.
There are no reviews yet.