, , ,

Ichò Calabria Rosso IGT 2019 Antonella Lombardo rødvin


Fra den nye kultproducent Antonella Lombardo, en lækker, saftig, rank, rødfrugtet rødvin på Gaglioppo, Nerello Mascalese og Calabrese Nero, med strejf af krydderi, blomst og rust, lækker blød fylde og smuk friskhed. Stedsans med nammenam!

Druesort: Gaglioppo, Nerello Mascalese, Calabrese Nero
Alkohol: 13,5%
Indhold: 0.75l
Drikkes bedst: Nu-2032
Drikketemperatur: 14-18C
Dyrkningsmetode: Økologisk
Kyl-i-halsen-faktor: ****
Stor-vin-faktor: *****

299.00 kr.

Bianco er vinmæssigt mest kendt for den søde dessertvin, men her er også potentiale til strålende røde vine, og det udnytter Antonella Lombardo. På sorterne Gaglioppo, Nerello Mascalese (kendt fra Etna, men oprindeligt en calabresisk sort)og Calabrese Nero, der gærer længe i kontakt med skallerne og siden lagrer 15 måneder på egetræsfade, laver hun denne flotte, ret lyse, men dybe rødvin, der dufter tillokkende af røde og mørke bær, let krydderi, viol, mineral og en smule blod / rust. Smagen er mellemfyldig, saftig, lækkert smygende, med god friskhed og en flot rygrad af blød, finkornet garvesyre.

Ichò er en helt ny type rødvin for Calabria, fremstillet mere som god Bourgogne end som Bordeaux. De særligt udvalgte, sunde druer gæres og udblødes længe og mildt, så man får maksimalt med frugt, blødhed og elegance ud af druematerialet, uden på nogen måde at over-ekstrahere. Vinen bliver af den årsag relativt lys, og dejligt rødfrugtet. Den gode, røde saft lagrer så på små og halvstore franske egetræsfade, som her benyttes som et instrument, uden ambition om at afgive særligt meget duft eller smag, akkurat som mange gode røde Bourgogner laves. Resultatet er en mellemvægtig, lækkert frugtagtig, elegant rødvin med brede anvendelsesmuligheder. Generelt anvendelig til charcuteri og kødretter, og ville nok være helt i sit es til fjervildt og mørkere retter med svin, hvor kødets milde sødme vil blive matchet smukt af den røde frugt. Endelig stor rødvin fra det sydlige Calabria!

Den sydligste del af Calabria-regionen domineres af det store, barske bjergmassiv Aspromonte, “det bitre bjerg”. Kæmpen lurer altid i baggrunden, og ser med sine uvejsomme bjergsider forbydende og afskrækkende ud. Men massivet smider en masse dejlig erosion af sig, som “fodrer” de lavereliggende, blødt svungne bakker ud mod de solkyssede kyster. Aspromonte er et kalkmassiv, så erosionen medfører nogle meget lyse, næsten hvide bakker, hvis ler-/mergel-jord holder smukt på væde, mens kalken smider en stor del af solindstrålingen ud i universet igen. Parret med områdets subtropiske klima giver det fremragende forhold for dyrkning af varmekrævende druesorter. Der har da også været dyrket vin i området fra før grækerne satte fod der i det 8. århundrede f.v.t. Området omkring Bianco kaldes gerne “Costa dei Gelsomini”, “Jaminkysten”, og det ikke uden grund. Luften er fuld af blomsterdufte, særligt fra jasmin, men også fra citrusblomst og middelhavsbuskads, og de dufte finder vej ind i vinene fra stedet. Med Antonella Lombardos ankomst ser området endeligt ud til at skulle få den vinøse genopvågnen, som det har fortjent i så mange år.
Antonella Lombardo er oprindeligt fra Bianco, men byggede efter endt jura-uddannelse en strålende karriere som advokat i Milano. I 2019 blev hjemlængslen dog for stærk, og Antonella flyttede tilbage til Bianco, hvor hun anskaffede sig 5 ha. vinmarker og lejede sig ind i beskedne lokaler for at begynde at lave vin. Antonellas første vin kom på markedet i 2020, men hun og hendes vine har på ingen tid fået et kolossalt ry. Allerede i sit første år med vine på markedet blev Antonella udnævnt som årets bedste vindyrker af den prestigiøse Gambero Rosso-guide, og hendes vine har fået tårnhøje points af de anmeldere, som har smagt dem. Fra Biancos lyse jorde fremstiller Antonella bittesmå mængder af vine, som formår at væve stedets solrige klima, jordens livgivende friskhed og de lokale, akklimatiserede druesorter sammen til fremragende, saftige, friske, lækre og stærkt karakteristiske vine. Vi besøgte Antonella i oktober 2021 og blev blæst bagover af hendes vine. En ny verdensstjerne er født. Her gælder det om at komme med tidligt og så følge udviklingen efterhånden som flere vine kommer til og Antonella bliver endnu dygtigere.

Høst: Manuel, i små kasser
Gæring: Med skaller på temperaturstyret rustfri ståltank i 25 dage
Lagring: 15 måneder på barriques og tonneaux af fransk eg, 6 måneder på flaske
Sulfitter tilsat: En lille smule lige inden flaskning
Lukkemetode: Korkprop

Based on 0 reviews

0.0 overall
0
0
0
0
0

Be the first to review “Ichò Calabria Rosso IGT 2019 Antonella Lombardo rødvin”

There are no reviews yet.