Coste della Sesia Nebbiolo Juvenia DOC 2017 Antoniolo rødvin

Vinene på Nebbiolo fra det nordlige Piemonte er lysere, rankere og saftigere end de tilsvarende vine fra f.eks. Barolo og Barbaresco i det sydlige Piemonte. Det skal dog ikke forlede en til at tro, at de har mindre klasse eller langlivethed; tværtimod. Her har vi at gøre med det, der i f.eks. Barolo ville være en Langhe Nebbiolo, og i lighed med mange af disse er der skruet lidt ned for ekstraktionen og dermed lidt op for den umiddelbare frugtagtighed. Til forskel fra disse har Nebbiolo fra skråningerne langs Sesia-floden imidlertid en mere intens kerne af saftigt-stram frugt, som giver et lidt lysere, mere bjerg-agtigt strøg til vinen. Juvenia dufter smukt af lyse kirsebær, hvide blomster og et touch lyst, eksotisk krydderi, med små strejf af Nebbiolos typiske skovbund og lakrids. Smagen er saftigt-stram, slank og dejligt livlig, med en lang og mineralsk eftersmag. Smuk introduktion til det nordlige Piemonte.

Selvom den skønne Juvenia er en saftig og ret lys rødvin, så er vi nok nogle af de få, der kan få en stærk lyst til at drikke den helt for sig selv. Det er trods alt en Nebbiolo, og dens smukke syre kalder på modspil i form af mad. I det nordlige Piemonte er den typiske mad præget af en del kød, også når det kommer til deres saftige pastaretter, gerne i selskab med svampe og egnens berømte oste. Man behøver dog ikke rejse dertil for at prøve denne dejlige madvin, for dens ranke saftighed er som skabt til danskernes gode mad. Kylling og svin er gode bud, men også kalv og lam. Vi ville nok ikke gå overbord i mørke retter med okse og vildt, men lyst fuglevildt kunne også gå godt. Lidt af en multikunstner, med andre ord, der fortjener en plads ved at veldækket bord.

Oppe i det nordlige Piemonte, hvor Sesia-floden gennem millioner af år har skåret sig ned gennem alperne og de moræner, som gletschere har efterladt da de trak sig tilbage, findes en perlerække ef små, dejlige vin-denominationer. Man kan f.eks. nævne Ghemme, Fara, Boca, Bramaterra og, netop, Gattinara. Af disse skiller Gattinara sig tydeligt ud, for alle de andre denominationer er domineret af morænejordbund, mens Gattinaras jordbund fortrinsvis er af ældgammel vulkansk oprindelse, i form af granit. Nord-Piemonte har en hæderværdig og meget lang historie som vinproducerende område, med vinrelaterede arkæologiske fund, der går tilbage til romertiden, og i enkelte tilfælde også tidligere. Også her skiller Gattinara sig ud, idet vinene herfra historisk faktisk har været regnet for nogle af verdens største vine, og f.eks. som langt bedre og mere prestigiøse end de vine fra det sydlige Piemonte, som i dag regnes for nogle af verdens største (læs: Barolo, Barbaresco). Fra slutningen af 1800-tallet gik det imidlertid ned ad bakke med Gattinaras ry, og genopretningen begyndte vel egentligt først med Mario Antoniolos etablering af vinproduktion fra 1948 og fremefter. I de seneste år har vinene igen – fortjent – opnået et smukt ry som nogle af de største vine på Nebbiolo. Jordbunden og det relativt kølige klima i Gattinara giver vine, der er intense, ranke, kølige i udtrykket, med røde bær og frugter i aromaerne, der også præges af heftig mineralitet, og en flot, meget finkornet og rigelig garvesyre. Vinene er meget langlivede og holder længe stor friskhed som et resultat af den medfødte elegance og rankhed.
Huset Antoniolo blev grundlagt i 1948 af Mario Antoniolo. Mario Antoniolo var oprindeligt musiker og dirigent i Rom, og var som sådan blevet udnævnt til Cavaliere, en fornem rang i Italien. Vi kender ikke til hvorfor han lige valgte at slå sig ned her, i det nordlige Piemonte, men til gengæld var det udpræget heldigt for os, at han gjorde det. Mario Antoniolo købte et gammelt kloster fra 1400-tallet, og med base i det begyndte han at købe parceller i de bedste marker i Gattinara-distriktet, herunder særligt i Gattinaras bedste mark, Osso San Grato, men også i Castelle og San Francesco. På kort tid etablerede han sig som den bedste producent af Gattinara, en status, som både hans datter og nu hans børnebørn Lorella og Alberto, har videreført på gloriøs vis: efter vores mening er der fortsat tale om den klart bedste producent af Gattinara. I vinmarken arbejdes der skånsomt, med bæredygtige metoder og lave udbytter, og i kælderen er arbejdet fortrinsvist traditionelt, med udbredt brug af store, gamle egetræsfade, dog opdateret hvor dette ikke forstyrrer det bevidst traditionelle udtryk. Vinmageriet er minimalt manipulerende, der gæres med den naturligt forekommende gær og benyttes ikke andre tilsætningsstoffer end små mængder af sulfit. Resultatet er vinøse fyrtårne for det nordlige Piemonte, med store, seriøse, elegante, ekstremt velbalancerede og ekstremt langlivede vine, der afspejler deres vulkanske (granit-)oprindelse med stor trofasthed. Vinene er fuldt på højde med denne verdens største vine på Nebbiolo.