, , , ,

Seretina Chianti Classico Riserva DOCG 2016 Monterotondo rødvin


Monterotondos Chianti Classico Riserva Seretina er decideret stor, ædel vin fra en fremragende årgang. Fyldig, intens duft med mørke bær, efterårsskov, jernmineral, tørret blomst og læder. Kraftig i munden, med blød og rigelig garvesyre, frisk syre og mineralitet.

Druesort: Sangiovese 95% Malvasia Nera 5%
Alkohol: 14%
Indhold: 0.75l
Drikkes bedst: Nu-2040
Drikketemperatur: 16-18C
Dyrkningsmetode: Økologisk
Kyl-i-halsen-faktor: ***
Stor-vin-faktor: *****

235.00 kr.

Monterotondo er et særligt sted, hvis egenart slår klart igennem i vinene. Parret med den fremragende årgang 2016 og en dygtig vinmager som Saverio Basagni bliver resultatet nødvendigvis stort. Her finder du en smuk, intens og klassisk duft af Sangiovese mørke kirsebær, med tilskud af andre små, mørke bær, aromaer af velduftende natur såsom efterårsskovbund, bark, læder, lakrids, tørrede blomster og eksotisk krydderi, og en strålende mineralitet. Det fremragende druemateriale og lang tid med drueskallerne giver smagen stor fylde og intensitet, ædel, rank balance, elegant syrlig friskhed og en lækker, næsten saltet mineralitet. Vi spår den et smukt langt liv med spektakulær udvikling på flaske.

Saverio Basagni har gennem tiden fundet, at hans rødvine blev bedre, fyldigere og med endnu mere karakter fra voksestedet, jo længere drueskallerne får mulighed for at gære og ligge med vinen. I dag kan han finde på at lade Riserva’en Seretina ligge med drueskallerne i 90-120 dage, og en stor del af dens fyldige, intense, koncentrerede karakter kan netop tilskrives denne metode, der gør garvesyren fyldig og blød. Der kræves fantastisk druemateriale for at gøre det, for ellers bliver vinen bare bitter, men Saverios mark og hans økologiske håndelag giver ham den nødvendige kvalitet. Ultimativ madvin, gerne til grillet kød og vellagrede oste (dog ikke blå). Med tid vil Seretina bliver endnu blødere, ædlere og mere kompleks og vil da være perfekt til vildt. Her er stor, ædel Chianti Classico til dig, der leder efter den ægte vare, uden sminke.

Monterotondo ligger i kommunen Gaiole in Chianti, midt i Chianti Classico-områdets sindssygt skønne, grønne, skovklædte bakkelandskab. Navnet “det runde bjerg” kommer af, at ejendommen ligger helt for sig selv på en rund, høj bakke. På knap 4 hektar trives først og fremmest Chiantis klassiske blå druesort Sangiovese, med tilskud af en smule af de klassiske hjælpesorter Canaiolo, Malvasia Nera og Colorino. På yderligere ca. 0,3 hektar står den grønne sort Malvasia Bianca del Chianti. Vinmarkerne ligger i omtrent 550 m højde og jordbunden består af den klassiske toscanske galestro-sten over en undergrund med kalkholdig ler. Umiddelbart skulle denne kombination føre til, at vinene blev temmeligt slanke og høje i syre, men det er ikke tilfældet, for den perfekte soleksponering giver smuk modning af druerne og dermed vine, som bliver mere fyldige. Monterotondo har helt åbenlyst et meget specielt sted helt for sig selv.

Gården Monterotondos ældste dele daterer sig til år 1056, men det var dog først i 1959 at den nuværende ejer Saverio Basagnis bedstefar købte gården og gav sig i kast med at dyrke druer. I mange år blev druerne leveret til et kooperativ, men da Saverio i 1994 overtog gården meldte han sig ud. Han var frustreret over, at han ikke fik højere betaling for de åbenlyst fremragende druer fra hans tilnærmet økologiske drift. Siden da har Saverio og hustruen Fabiana selv stået for alt arbejdet, med en vigtig milepæl i 2003, hvor gården overgik til 100% økologisk drift. Saverio benytter kun indfødte druesorter, holder lave udbytter og manipulerer meget lidt med druematerialet. Der benyttes ingen andre tilsætningsstoffer i vinene end sulfit, og det i meget små mængder. Rødvinene gærer med vildgær og lagrer længe med skallerne, mellem 90 og 120 dage for Riserva’erne. Man skulle tro, at dette giver nogle meget barske garvesyremonstre, men effekten er faktisk, at vinen bliver meget fyldig, med en ædel, rund garvesyrestruktur. Samlet set fremstår vinene fra Monterotondo som meget usminkede, med exceptionel trofasthed mod voksestedet og en rund og levende natur.

Specifikationer

Vægt 1 kg

Høst: Manuel, i små kasser
Gæring: Med skaller delvist på rustfri ståltank og delvist i store, åbne trækar i 35 dage
Lagring: På store gamle fade i 36 måneder, på flaske i 6 måneder
Sulfitter tilsat: En lillebitte smule lige før flaskning
Lukkemetode: Korkprop

Based on 0 reviews

0.0 overall
0
0
0
0
0

Be the first to review “Seretina Chianti Classico Riserva DOCG 2016 Monterotondo rødvin”

There are no reviews yet.