Den vestlige del af Barolo-distriktet, omkring byerne La Morra, Novello og Verduno, regnes for at producere de letteste og eleganteste af denne kraftige vintype. Ascheris Pisapola fra Verduno udtrykker netop denne pointe, med en smuk duft af røde bær, viol, lys lakrids og sødt krydderi. Smagen er elegant, rund, harmonisk og med en let, men dog mærkbar garvesyre. Arketypisk vestside-Barolo. Vil have bedst af at ligge nogle år endnu, og vil have optimalt drikkevindue fra midt-2020’erne og frem. 2013 er en fremragende årgang i Barolo.
Barolo er Barolo og vil aldrig blive en let, slikket sommerrødvin til at drikke køleskabskold i spandevis. Til gengæld er der indenfor det ret lille distrikt allligevel ret store forskelle, både i aromatisk udtryk og i kraft og fylde. Med Ascheris Pisapola Barolo oplever man netop modpolen til den meget kraftige og potente stil fra Serralunga d’Alba, med et udtryk, der – også i fremstillingen – bevidst peger mod elegance og frugtagtighed. Fremstilles kun i de bedste år. Dette er barolo, så uanset relativ lethed drikkes den gerne til mørke kødretter, gerne simreretter, og gerne med svampe. Fremragende til både fjer- og hårvildt. Til dig, der elsker Barolos elegance og sublime duftspektrum , men ikke altid har lyst til at blive slået halvt ihjel af garvesyren.
Fra de smukke, vinklædte bakker i Barolo-distriktet kommer mange af verdens bedste vine. Den kalkholdige, men afvekslende jordbund og de mange forskellige eksponeringer i markerne, der svinger sig om bakkerne, giver grundlaget for fremstilling af store, lagringsdygtige vine med et utal af nuancer og individuelle forskelle. Meget groft kan det siges, at distriktets letteste og mest blomstrede vine kommer fra den vestlige del omkring byerne La Morra, Verduno og Novello, mens de kraftigste og mest krydrede vine kommer fra den østlige del omkring byerne Serralunga d’Alba og Monforte. Ascheri har ejerskab i nogle af de bedste marker i både Verduno, La Morra og Serralunga d’Alba, og er således enestående vel dækket ind for at kunne udtrykke distriktets diversitet.
Huset Giacomo Ascheri blev grundlagt i 1880 og drives nu videre i fjerde generation. Beliggenheden i Bra skyldes, at Bra var (og er) et transportknudepunkt for hele området, og har muliggjort ejerskab i vinmarker i både Barolo-distriktet, i Roero-distriktet og omkring selve Bra. Det giver Ascheri adgang til at udtrykkke hele områdets diversitet i vin. Der fremstilles kun vin på druer fra egne marker, som dyrkes bæredygtigt, dvs. med færrest mulige indgreb i marken og kun når mest nødvendigt. Husets stil er særdeles traditionel, med udbredt brug af store, gamle egetræsfade til lagring af de store vine. Resultatet er rene, klare, store vine med et markant aftryk af områdets egenart. Ascheri er på forunderlig vis en velbevaret hemmelighed, på trods af konsistent meget høje scores fra vinjournalister og guides. Husets nuværende leder, Matteo Ascheri, nyder sågar så megen respekt blandt sine vinmagerkollegaer, at han er blevet valgt til præsident for konsortiet der styrer denominationerne Barolo, Barbaresco, Alba, Langhe og Dogliani. Nu kan du også være med på hemmeligheden!
There are no reviews yet.