, , , ,

NonSense Calabria Spumante IGT u.å. Casa Comerci mousserende rosé


Magliocco Canino er her blevet tæmmet til en overraskende saftig, “kølig” og læskende, let uklar mousserende rosé med dejlig duft af jordbær, hindbær og tørre krydderurter. Tårnhøj kyl-i-halsen-faktor.

Druesort: Magliocco Canino 100%
Alkohol: 10%
Indhold: 0.75l
Drikkes bedst: 2021-2023
Drikketemperatur: 8-12C
Dyrkningsmetode: Økologisk
Kyl-i-halsen-faktor: *****
Stor-vin-faktor: ***

125.00 kr.

Magliocco Canino er en monster-druesort, der lavet som rødvin kan give vilde mængder syre og garvesyre, der skal matches af voldsom frugtagtighed for at være i balance. Det samme gælder i princippet for roséer på sorten, og Casa Comercis normale udgave af disse er da også nogle saftige, heftige sager. Til den mousserende rosé NonSense, således kaldet for at henlede opmærksomheden på, at det giver mening at manipulere så lidt som muligt med druematerialet, har Domenico Silipos imidlertid benyttet så skånsom presning og udblødning, at vinen er blevet helt omgængelig. Duften domineres af bløde, røde bær, såsom jordbær og hindbær, med strejf af tørre krydderurter og blødt grønt, og med et udpræget saftigt indtryk. Smagen er saftig, blød, med en “kølig” frugtagtighed, der gør vinene særdeles læskende. NonSense er gæret færdig på flaske, og gærresterne er fortsat i flasken, såkaldt metodo ancestrale, så vinen er let sløret. Gærresterne gør også vinen let “funky” og interessant. Farligt nem at drikke.

NonSense er sindbilledet på den perfekte terrassevin: Let, boblende, frisk og så blød, at den er farligt nem at kyle i kachotten. Terrasser kigger jo ofte ud over noget grønt, f.eks. en have, eller – i Casa Comercis tilfælde – hen over haven med dens sjældne planter, ud over den grønne Gioia Tauro-slette til Det Tyrrhenske Hav og videre til vulkanøen Stromboli. De bløde, grønne og krydderurtede nuancer i vinen er et glimrende akkompagnement til alt det grønne. Det er dog ikke nødvendigt at begrænse sig til indtag på en terrasse, for NonSense har rigeligt med fylde og personlighed til at gå til mad. Fremragende til lette retter med fisk og skaldyr, lige så fremragende til happere og snacks før selve måltidet, og genialt til råt kød. Prøv selv!

Casa Comerci ligger i Badia di Nicotera, der ligger dårende smukt og grønt på en række højtliggende ramper over kysten ved Det Tyrrhenske Hav og Gioia Tauro-sletten. Den fattige jordbund består af forvitret granit, og vejret er bare godt det meste af året, selvom man da får en smule mere regn end byerne på Calabrias joniske kyst. Vin har været lavet her i årtusinder, og allerede de gamle romere satte stor pris på den. Området er nok et af de mindre kendte i Calabria, og det relative fravær af turister betyder, at den lokale mad- og drikkekultur er bevaret nogenlunde intakt. Fra nærområdet kommer f.eks. den berømte N’Duja di Spilinga, som er en smørbar pølse, der består af ca. en trediedel hver af svinefedt, svinekød og stærk, calabresisk chili. En af de mest vanedannende madretter, mennesket nogensinde har fundet på. En anden specialitet er den olivensort, der hedder Ottobratica, som fremstiller den olie, der oxiderer mindst i hele verden. Udover den nyttige egenskab er det en skøn olivenolie, meget grøn og med aromaer af artiskokker og nyslået græs. Et særligt velsignet hjørne af verden.
Domenico Silipo er egentligt succesrig advokat i Norditalien, men han stammer fra Badia di Nicotera i Calabria, hvor slægtens hus fortsat står. Domenicos slægt, Comerci’erne, har i generationer lavet og solgt vin, men aktiviteten ophørte en gang i 1970’erne. Det har Domenico nu lavet om på, og siden 2011 fremstilles der her strålende vin på druer fra Domenicos egne, økologisk dyrkede marker. Domenicos filosofi er meget simpel: Ved Badia di Nicotera dyrker man traditionelt to druesorter, Greco Bianco og Magliocco Canino, så det gør han også. De økologisk dyrkede druer forvandles til vin på rustfrie ståltanke, og der forbliver de indtil de skal på flaske. Der bruges ingen kunstgær eller tilsætningsstoffer, med undtagelse af en lillebitte smule sulfit ved flaskning. Det, der kommer på flaske, er hvad jorden har været så god at give os, hverken mere eller mindre. Hvorend de dukker op har vinene vakt voldsom opsigt. De repræsenterer en helt ny idé om hvad Calabria kan, rent vinmæssigt, og er med deres usædvanlige smagsprofiler ikke nemme at sætte i bås. Selve huset Casa Comerci er blevet indrettet til en B’n’B. Det ligger på et helt usædvanligt velsignet sted, med udsigt til vulkanøen Stromboli, og omgivet af en have med sjældne planter. Her bliver man grundigt forkælet med områdets specialiteter og husets egen vin. Stærkt anbefalelsesværdigt.

Specifikationer

Høst: Manuel, i små kasser
Gæring: Gæring på rustfri ståltanke efter kort kontakt med skaller
Lagring: Gærer færdigt og lagrer 12 måneder på flaske
Sulfitter tilsat: En smule lige før flaskning
Lukkemetode: Kronekapsel

Based on 0 reviews

0.0 overall
0
0
0
0
0

Be the first to review “NonSense Calabria Spumante IGT u.å. Casa Comerci mousserende rosé”

There are no reviews yet.