Mood er Paolo Calìs svar til dem, der tror, at der kun kommer tunge, bombastiske, solmodne vine fra Sicilien. Lidt uklar farve da gæren stadig er i flasken. Duft af vilde hindbær, mineral og krat og smag, der fremhæver friskhed, syre, saftig stramhed og mineralitet. I den grad en moderne sag, der passer til den heldigvis hastigt spredende idé om lethed, saftighed og friskhed i vin, men samtidigt en fremragende repræsentant for sit sted og sin sort, og som sådan udtryk for en århundreder gammel tradition.
Den lokale druesort Frappato vokser i Calìs lyse sand- og kalkjord og får derfor stor friskhed. Her er den plukket lidt tidligt for at bevare syren, og gæringen er færdiggjort på flaske, under ølkapsel, så boblerne er opstået ved “naturmetoden”, såkaldt Metodo Ancestrale eller “forfædremetode”. Fremragende som tørstslukker med sin saftige, lidt stramme stil, der renser munden, men netop den stramme stil giver også mange muligheder i samspil med mad, f.eks. charcuteri, friterede fiskeforretter, skaldyr og plantebaserede forretter fra det sicilianske repertoire. Spil “In the Mood” på anlægget og hensæt dig i siciliansk nydelse.
Det sydøstlige hjørne af Sicilien ligger faktisk på en skive af den afrikanske kontinentalplade. Området er varmt, blødt bakket og smukt, i den dejligste middelhavsstil. Der har været dyrket afgrøder i området i årtusinder, og med ankomsten af de gamle grækere ca. 800 før vor tidsregning oplevede området en enorm opblomstring, som kan bevidnes den dag i dag, f.eks. ved at besøge de græske templer ved Agrigento. Siden da har vin og oliven været hovedafgrøderne i området, med hvede og citrusfrugter som vigtige tilskud. Områdets jord er for det meste brunlig, leret alluvial-jord, men enkelte steder er der indslag af hævet havbund, der giver sandjord med betydelige andele kalkfossiler. Her, på denne velsignede plet på jord, leves livet forlæns, afslappet og glad, og det kan også mærkes på vinene.
Paolo Calì er apoteker i Vittoria, men er ud af en gammel, lokal familie, der altid har dyrket jorden og lavet vin på stedet. Hans 15 hektar vinmark er plantet på den bedste del af familiens jorder, nemlig den del, der udgøres af millioner af år gamle sandklitter med masser af kalkfossiler. Sandet og fossilerne giver lys jord, der kaster meget lys tilbage og derfor er med til at holde markerne relativt kølige. Højden på ca. 200 m.o.h. og kølige nattevinde fra nærliggende højder køler yderligere ned. Dyrkningen af markerne er bæredygtig, det tørre klima betyder, at sprøjtning ofte er helt unødvendig, udbytterne holdes lave, og der høstes ved balanceret modenhed. Vinmageriet er bevidst simpelt og indrettet på så vidt muligt at bevare druematerialets oprindelige karakter, der benyttes kun den naturligt forekommende gær, og tilsætning af sulfitter holdes på et minimum. Resultatet er skønne, saftige, “kølige” og mineralske vine, med et stærkt udtryk fra voksestedet og fokus på maksimal drikkeglæde. For os er Paolo Calì den bedste producent af vinene fra Vittoria, og det i et ellers stærkt felt af virkeligt fremragende producenter. Det er der også andre, der mener, f.eks. illustreret ved det hav af priser, medaljer og hædersbevisninger, Paolos vine henter hvert år.
There are no reviews yet.