, , , ,

Mondo Nuovo Salento Primitivo IGT 2015 Morella rødvin


Den “nye” mark hos Morella har 60-70 år gamle, små, buskformede vinstokke. Trods Primitivos typiske kraft og intensitet er det en relativt slank vin, der udmærker sig ved friskhed og saftighed parret med koncentration og let krydring.

Druesort: Primitivo 100%
Alkohol: 14,5%
Indhold: 0,75l
Drikkes bedst: Nu-2037
Drikketemperatur: 14-16C
Dyrkningsmetode: Biodynamisk
Kyl-i-halsen-faktor: ****
Stor-vin-faktor: *****

299.00 kr.

Det er sjældent, at Primitivo beskrives som decideret stor, ædel vin. Mange anser nok dens venlige væsen og hyppige tendens til overmodenhed for at stå i vejen for den betegnelse. Morellas tre top-Primitivo’er, Mondo Nuovo, La Signora og Old Vines fjerner dog enhver tvivl om, hvorvidt Primitivo kan være stor. Her får man virkeligt vin, der afspejler voksestedet på bedste vis, uden at kamme over i banalitet eller overmodenhed. Tværtimod. Mondo Nuovo er skam intens og koncentreret, men også frisk og elegant, og slet ikke overstyret på nogen måde. Lagringen på barrique har heller ikke sat sig ubehagelige spor. Det giver sig udslag i en smuk, frisk, kompleks duft af blåbær, viol, lyst eksotisk krydderi og kalket mineralitet; nok det friskeste og mest elegante, man kan finde i stor Primitivo fra Manduria. Smagen er selvfølgeligt blød, kraftig og intens, men også særdeles rank, frisk og elegant, og fortsætter det frugtagtige, mineralske spor fra duften. Sammen med La Signora og Old Vines helt sikkert state of the art i Manduria.

Markerne, som druerne til Mondo Nuovo hentes fra, er 60-70 år gamle, og står med små, krogede, buskformede vinstokke, sådan som traditionen byder. Den høje alder på stokkene giver små mængder af koncentrerede, balancerede druer, som ikke behøver overmodenhed for at udtrykke sig maksimalt. Tværtimod, så giver den ret lyse jord og den meget kalkholdige underjord intense, kraftige, men alligevel balancerede vine, hvis friskhed gør dem meget velegnede til mad. Det er ikke just fiskevin, det her, men derimod vin til kraftig mad, gerne rødt kød, simreretter eller faste oste. Genialt til den danske julemad, hvor intensiteten og friskheden i vinen sagtens kan hamle op med de store smage fra maden. Vinen til dig, der leder efter det maksimale udtryk af Primitivo.

Egnen omkring Manduria byder på skønne landskaber, med knaldende rød jord, hvide kalksten og kilometer efter kilometer med vinmarker og olivenlunde. Det arketypiske syditalienske landskab. Jordbunden giver stor karakter til vinene, og det milde klima så tæt på kysten bidrager til vine, der opnår stor modenhed, fylde og blødhed. Hvis man ikke passer på, så bliver vine herfra FOR bløde og modne, nærmest søde. Morella er kolossalt opmærksomme på dette, og stærkt opsatte på at lave balancerede, karakterfaste og stedstypiske vine. Tilgangen er derfor at dyrke markerne biodynamisk, med lave udbytter, og at høste når druerne er modne, men fortsat har friskhed og balance. Morellas motto er “sic et simpliciter”, på dansk “således og simpelt”, og det afspejler flot parrets vinmagerfilosofi, hvor vinen kun manipuleres i det omfang, der er nødvendigt for at sikre druematerialets oprindelige kvalitet.
Morella ejes af australske Lisa Gilbee og hendes mand, Gaetano Morella. De mødte hinanden, da de begge arbejdede for en vinproducent i Toscana, og fandt snart ud af, at de skulle lave vin sammen. Efter et besøg på Gaetanos hjemegn ved Manduria faldt valget på netop det sted, der bød på alt, hvad det unge par ønskede sig her i livet: Et skønt klima, et smukt landskab, nærhed til havet, rimelige jordpriser og masser af marker med ældgamle vinstokke dyrket “ad alberello”, altså som små, selvstændige buske. Morellas marker står alle i et særligt område nær Manduria, hvor jorden er knaldende rød, men tynd, og hvor kalkstenen ligger lige under overfladen. Lisa og Gaetano er overbeviste biodynamikere, og har sågar deres børn gående på en Steiner-skole. De mere religiøse/esoteriske dele af antroposofien behandles dog med sund skepsis.

Specifikationer

Høst: Manuel
Gæring: Med skaller på temperaturstyret rustfri ståltank i 20 dage
Lagring: 12 måneder på nye franske barriques, 24 måneder på flaske
Sulfitter tilsat: En lille smule lige inden flaskning
Lukkemetode: Korkprop

Based on 0 reviews

0.0 overall
0
0
0
0
0

Be the first to review “Mondo Nuovo Salento Primitivo IGT 2015 Morella rødvin”

There are no reviews yet.