Castello di Pernos Langhe Nebbiolo lagrer efter endt gæring og udblødning 8 måneder på 1000 og 2000 liter store fade af fransk og østrigsk eg. Den er helt bevidst lavet i en lys, saftig og frugtagtig stil, der kan lede tankerne hen mod Bourgogne, men den har dog beholdt Nebbiolos karakteristiske noter af kirsebær, læder, humus og blomster, samt en smule mere struktur end man typisk finder i Pinot Noir. Det giver en særdeles tiltrækkende, elegant, saftig stil af Nebbiolo, som er mere umiddelbart tilgængelig end storebror Barolo.
Vel er dette Nebbiolo, og vel kommer druerne fra det majestætiske Barolo-distrikt, men det skal ikke forlede en til at tro, at denne Langhe Nebbiolo har helt samme kraft som den berømte storebror. Til gengæld har den så masser af saftighed og tilgængelighed. Det betyder så også, at gode madmatches mere ligger i den lidt lysere ende af madspektrummet. Sæt den derfor ikke til de kraftigste gryderetter, men gerne til retter med lyst kød, også gerne grillet, til tartar og den slags, og til ikke alt for mørke pastaretter. Prøv f.eks. til pasta med svampe, eller til mellemlagrede oste, så længe de ikke er blå.
Castello di Perno har særligt opkøbt marker i og omkring Perno, som ligger nord og øst for selve Monforte by, i Barolo-distriktet. Der er 13 ha. marker i alt ved Perno, og den mest prestigiøse mark, med adskillige højt anerkendte Barolo’er, hedder Castelletto, som ligger fantastisk godt med syd- og sydøstvendt eksponering lige overfor Vigna Rionda i Serralunga d’Alba. Dertil kommer markstykker i Vigna del Croce og Gramolere, som begge også huser nogle af de mest anerkendte Barolo-producenter, samt andre dele af Perno. På disse marker dyrkes der fortrinsvist Nebbiolo, men også en smule Dolcetto. Ud over marker i selve Barolo-zonen er der opkøbt en højtliggende mark i Alta Langa-zonen, hvor der dyrkes den lokale og sjældne grønne sort Nascetta, samt marker i Nizza Monferrato, hjemsted for Nizza, den højeste klassifikation af Barbera, herunder et markstykke med 80 år gamle Barbera-stokke i selveste Bricco di Nizza-marken. Markerne dyrkes bæredygtigt, med planer om at overgå til økologi, udbytterne holdes lave, og der tilstræbes høst ved balanceret modenhed. Vinene fremstilles relativt traditionelt, hvilket vil sige, at der gæres og udblødes på rustfri ståltanke med temperaturkontrol, og der lagres for de større vines vedkommende på mellemstore (Langhe Nebbiolo) eller helt store (Barolo) egetræsfade. De “mindre” rødvine (Dolcetto d’Alba og Barbera d’Asti) samt Nascetta’en laves udelukkende på ståltank, mens Nizza’en laves på ståltank og siden på små, nye egetræsfade. Produktionen er i sagens natur ret ny, men der opnås allerede nu flotte, høje points hos de troværdige anmeldere.
Slottet i Perno (Castello di Perno) blev oprindeligt opført af Falletti-familien som en fæstning i middelalderen. Den ligger, forudsigeligt nok for et fæstningsværk, på det højeste punkt i landsbyen og har fantastisk udsigt over omgivelserne. I 1700-tallet blev fæstningen ombygget til bolig, som blev erhvervet af det berømte torinesiske forlag Giulio Einaudi i 1970’erne. Einaudi benyttede i årtier slottet som sit andet hovedkvarter samt bolig for en række af sine forfattere, herunder den berømte Primo Levi, som den lille plads foran slottet nu er opkaldt efter. I 2012 købte Gregorio Gitti, professor i civilret ved Milano Universitet og berømt advokat, slottet med henblik på at tilbageføre det til igen at producere vin. Store summer er blevet investeret siden da, slottet er blevet omdannet til et boutique-hotel med løbende kunstudstillinger og seminarer, en ambitiøs restaurant er blevet tilføjet, der er købt vinmarker, både i Perno og nær Nizza Monferrato, og et vineri er blevet opført. Der tænkes virkeligt på den lange bane her.
There are no reviews yet.