Danze della Contessa Nardò Rosso DOC 2017 Alessandro Bonsegna rødvin

Negroamaro er, sammen med Primitivo, Salento-halvøens store druesort. Druens navn har en del fortolkninger, men den, der ligger lige for, er “sortbitter”. Negroamaro har da også vældigt meget farve som ung (som den dog mister ret hurtigt) og et karakteristisk bittert-krydret strejf i eftersmagen. Hernede, på den italienske støvles hæl, får den varmekrævende sort rigeligt med sol og hede, så den kan modne ordentligt (næsten) hvert år. Derfor har Negroamaro før i tiden da også været flittigt brugt som bulkvin til blanding med mere nordlige og tynde vine. Men i de senere år er Negroamaro kommet til hæder og ære som den virkeligt gode, interessante sort, den vitterligt kan være. En af grundene er, at en række producenter er begyndt at fremstille saftige, friske og enormt drikbare vine af sorten, som kontrast til den overmodne, trætte, sødladne stil, der ellers har været normal. Fremmest blandt disse producenter er Alessandro Bonsegna fra Nardò. Danze della Contessa er Alessandro Bonsegnas Nardò Rosso og oser af sit tørre, kalkholdige, middelhavsnære miljø. Dufter intenst af kirsebær, blommer, grafit, krydderi, høstløv og mineral. Smager saftigt, friskt, elegant og intenst, med en meget lang eftersmag, hvor en letkrydret-letbitter tone af grafit er både appetitvækkende og kompleks. Voldsomt terroir i en smuk, frisk, elegant kontekst og til alt for få penge. Vi har kun ét problem med denne vin: At overbevise folk om, at noget, der koster så lidt, kan være så godt. Folk må have for mange penge…

Her i Nardò, langt nede på Salento-halvøen, spiser man et fantastisk lækkert, sundt solskinskøkken, der er stærkt præget af grøntsager og alt godt fra det nærliggende Joniske Hav. Kød indtages da, men normalt i mindre mængder, og gerne i form af æsel og hest. Mørkegrøn olivenolie, højrød chili, bælgfrugter, auberginer i mange farver, zucchini og andre agurketyper, enormt jernagtige tomater, modne citrusfrugter, kaffet cikorie og fremragende artiskokker står side om side med røde rejer fra Gallipoli, østers fra Taranto, “behårede” muslinger, alskens andre skaldyr og de friskeste, lækreste fisk. Danze della Contessas frugtagtige, friske, saftige væsen går helt fremragende til denne mad, selvom vi nok ikke ville sætte den til de rå skaldyrsting, men snarere til grillet fisk. Parmigiana di melanzana, stegte skiver af aubergine bagt i lag med tomatsauce og ost, en af salentinernes absolutte yndlingsretter, ville være perfekt til vinens saftige, krydrede og letbitre væsen. Ligeså en smukt grillet steak af æsel, blot serveret med godt havsalt og grøn-bitter olivenolie. Men det danske hverdagskøkken ville nyde akkurat lige så godt af denne allrounder. Hop ombord på Bonsegna-vognen før verden opdager hvor godt det her virkeligt er.

Man kalder gerne Puglia – eller Apulien, om du vil – for den italienske støvles hæl, men i virkeligheden er Puglia mere end 400 km lang fra syd til nord, og kun dele af den kan egentligt siges at udgøre selve hælen. Den del er halvøen Salento, som rummer Italiens østligst punkt ved Capo Santa Maria, og er beskyllet af både det Adriatiske og det Joniske Hav. Her er dårende dejligt, solbeskinnet, varmt og helt kvintessentielt syditaliensk. Jorden er for det meste knaldende rød, med indslag af kalksten, der bryder igennem til overfladen, vinmarker, olivenlunde, citrusplantager og grøntsagsmarker veksler mellem hinanden og giver et endeløst spil af grønne nuancer, og det allestedsnærværende hav og den skyfri himmel giver den smukke, azurblå middelhavsfarve, der gør billedet perfekt. Man skulle tro, at dette var et helt ubærligt varmt landskab, men et af Salentos virkeligt smukke aspekter er, at der altid er en mild brise, der køler af og tørrer. I Salento taler man kærligt om stedet som “lu mare, lu sule, lu jentu” – dialekt for “havet, solen, vinden”. Rent vindyrkningsmæssigt er det nemt her, for det varme, tørre, ventilerede klima betyder, at plantesygdomme er sjældne, at modning for det meste er ganske regulær, og at det er nemt at komme til i marken. Eneste aber dabei er måske den ultra-fattige jord, der sætter visse grænser for udbytter, men som til gengæld giver høj mineralitet og gennemgående høj kvalitet i druematerialet. Stort set hele verden, inclusive vore danske frænder normannerne, har væltet ind over dette stykke paradis gennem årtusinder, og man forstår dem godt.
Bonsegna-familien har dyrket vin på egne marker i Nardò og omegn i generationer, men det var den nuværende ejer Alessandros far og onkel, der begyndte med egentlig vinfremstilling i 1950’erne. Indledningsvist var det meget til bulksalg og til salg på store dunke til de lokale, men efter at Alessandro har taget over har det billede ændret sig fuldstændigt. Nu satses der på at komme al vinen på flaske, og til det kræves der gennemgående høj kvalitet. Det er heldigvis nemt at styre for Alessandro, for han ejer samtlige marker selv, og det meste af tiden går med at passe dem. Markerne ligger nu et ganske særligt sted lige syd for selve Nardò by, få kilometer fra havet, og med en sænkning i klitterne, der gør, at den fugtmættede luft fra havet kommer ind hver morgen og afgiver sin væde til vinstokkene. Jorden har et lille, tyndt lag knaldende jernrød jord ovenpå hård, men hullet karstisk limsten, så der er ikke meget væde at hente fra jorden. Her dyrker Alessandro på bæredygtig vis sine forskellige druesorter, hvoriblandt er en særlig Negroamaro-undersort, som netop er opdaget i hans marker og nu sælges kommercielt til andre dyrkere. Den sort har kæmpestore blade, der er fremragende til at fange væden fra havdisen. Druer høstes ved balanceret modenhed, og ikke når de er overmodne. Vinmageriet er udpræget simpelt. Der gæres med den naturligt forekommende gær på cementtanke med temperaturkontrol, og for de allerfleste vines vedkommende lagres vinene også på disse. Resultatet er flotte, friske, saftige vine, der oser af deres oprindelse. Hvor svært kan det være? Det hører med, at Alessandro & co. endnu ikke selv helt har opdaget hvor gode deres vine er, så prispolitikken er vildt rimelig.