Marina Coppis “begyndervin” er lavet på 90% Barbera, med 10% Croatina, der giver fylde og mørk frugtagtighed. Vinen er bevidst lavet i en frisk, saftig stil, men Colli Tortonesis lerede jordbund fornægter sig ikke, og tilføjer fylde og en smule garvesyre. Sant’Andrea dufter dejligt af kirsebær og skovjordbær og smager saftigt, friskt og rundt.
Sant’Andrea er opkaldt efter en kirke nær en af Marina Coppis marker. Den friske vin kan med fordel serveres let afkølet og smager fortrinligt til charcuteri, pastaretter og ikke for kraftige kødretter. Går du og sukker efter en saftig, frisk rødvin, med rundhed og bællefaktor, men alligevel med rygrad nok til at slås med maden, skal du ikke lede længere.
Colli Tortonesi er et landskab med store, smukt svungne bakker i det sydøstlige Piemonte. Det var indtil for ikke så længe siden et ret overset område, men efter genkomsten af Timorasso-sorten er områdets øvrige vine også trådt ud i rampelyset. Den lerede jordbund med indslag af sand og kalk, parret med det tørre, kontinentale klima, giver saft, kraft og et nærmest saltet aspekt til vinene, som typisk er velegnede til lagring. Marina Coppis ejendom ligger midt i de skønne bakker, og er omgivet af en slags naturligt amfiteater af egne vinmarker.
Legenden Fausto Coppi, for mange den største cykelrytter nogensinde, kom fra Colli Tortonesi, og var passioneret forelsket i sin hjemegn. Med en del af de indtægter, hans formidable karriere bragte ham, opkøbte han bl.a. vinmarker, som datteren Marina, og nu også hendes børn, viderefører med passion og dygtighed. Der fremstilles kun vin på druer fra egne marker, som dyrkes bæredygtigt, dvs. med færrest mulige indgreb i marken og kun når mest nødvendigt. Huset fremstiller rene, koncentrerede men friske vine, der udtrykkker stedet og druesorterne maksimalt.
There are no reviews yet.