, ,

Tokaji Határi Furmint 2018 Samuel Tinon hvidvin


Tinons top-Furmint i den tørre kategori kommer fra den fremragende Határi-mark. Intens, elegant vin, koncentreret, fyldig stenfrugt og flot, vulkansk mineralitet, med urtede strejf. Meget lang, meget flot, meget stedsans.

Druesort: Furmint 100%
Alkohol: 12%
Indhold: 0.75l
Drikkes bedst: Nu-2040
Drikketemperatur: 8-12C
Dyrkningsmetode: Bæredygtigt
Kyl-i-halsen-faktor: ****
Stor-vin-faktor: *****

225.00 kr.

Landsbyen Olaszliszka ligger centralt i Tokaj-distriktet, og det er herfra, meget af den vin, der oprindeligt gjorde Tokaj til vinenes konge og kongernes vin. kom fra. Határi (udtales nærmest HÅ-ta-ri) er uden diskussion en af de allerbedste marker i Olaszliszka, med sin høje placering og kraftigt vulkanske indslag. Dens placering blandt topmarkerne i den stadigt gældende klassificering fra 1700-tallet vidner da også herom. Ikke sært, derfor, at der kommer smuk, intens vin derfra. Duften er tæt, intens og fyldig, med indslag af fersken, modent æble, let urtede strejf og tydeligt vulkansk mineralitet. Smagen er koncentreret, ret fyldig, med strålende syre og et tørt attack bagtil. Vulkanismen går igen i den lange eftersmag, der også byder på æble, krydderi og en masse små, levende facetteringer. Et stjerne-eksempel på Samuel Tinons “biologiske” stil og den intensitet, stedsans og kompleksitet, der kommer fra den.

Nu har Ungarn jo ingen kyststrækning ud til et egentligt hav, men der er jo den mægtige Donau-flod, mange søer og masser af mindre floder, og det er nok her, man skal finde de ideelle ledsagere til tør, hvid Tokaj. Ungarerne selv er vilde med ferskvandsfisk, især karpe, som de gerne spiser i en dejlig suppe tilsat heftige mængder paprika. I Danmark er vi dog heldige at have meget rigtigt (læs: salt) hav, og derfor også mange dejlige fisk og skaldyr, som vil gå helt fantastisk til denne vin, nærmest uanset hvordan de bliver tilberedt. Vinen har rigeligt personlighed til det hele, og vil for den sags skyld også være fremragende til lyse kødretter, således som de ofte gør i Ungarn. Men også dejlig helt for sig selv, hvor du vil opleve, at friskheden og elegancen i vinen får det ene glas til at afløse det andet. Køb denne vin, hvis du vil have absolut verdensklassehvidvin til urimeligt små penge.

Når man nærmer sig Tokaj-bakkerne sydvestfra, fra de let bølgende ungarske sletter, får man en fornemmelse af, at dette sted er GAMMELT. Millioner af år har slidt og poleret bjerge ned til bløde bakker, der ikke desto mindre står dramatiske mod slette-baggrunden. Urklippe skærer sig op gennem overliggende jordlag her og der, der er tydelig lagdeling af formationerne, og jordens farve skifter konstant. Stedet føles stærkt og vildt, og dog velplejet; ungdommeligt kraftfuldt, og dog gammelt og viist; mørkt rugende, og dog lyst dirrende af vibration; stedet har en tung tilstedeværelse – en her-er-jeg-hed – som er umulig at ignorere. Det drager dig til sig, netop således som man tænker at det må have draget mennesker til sig i umindelige tider. Det med det gamle og det unge på samme tid er der geologisk belæg for, for Tokaj-området er grundlæggende en stribe ældgamle, udslukte vulkaner, som så sent som efter sidste istid er blevet delvist begravet under lag af löss, og endnu senere af humus fra skovene på toppen af bakkerne. Jordbunden er som resultat nærmest uendeligt varieret, og det slår tydeligt igennem i vinene herfra, der, trods mange lighedstegn, udviser stor mangfoldighed i udtrykket. Der har været dyrket vin her i mindst tusind år, i mange perioder nogle af verdens mest anerkendte vine, fra marker, der som nogle af de tidligste i verden blev officielt klassificeret i flere kvalitetslag. Siden kommunismens fald har folkene i Tokaj arbejdet hårdt på at genoptage kvalitetsvindyrkning, med stort held. Tokaj-området producerer i dag nogle af verdens absolut bedste hvide vine, tørre såvel som søde.

Samuel Tinon er jo ikke just et ungarsk navn, men det er ikke noget tilfælde, for Samuel er fransk, fra den del af Bordeaux-området, hvor de producerer de verdensberømte Sauternes-vine. Ædelsøde vine ligger simpelthen i hans blod. Han gik på vin-universitet i Bordeaux, men så snart han var færdig tog han direkte til Tokaj, hvor han gennem årene har arbejdet for stort set alle de vigtige producenter i området. På den måde er Samuel en meget vigtig del af Tokajs nyere vinhistorie, og er højt anerkendt for sit arbejde i området. I 2000 tog han skridtet fuldt ud og etablerede sin egen familievirksomhed i Olaszliszka. Landsbyen Olaszliszka ligger på bredden af Bodrog-floden, men markerne strækker sig helt op i Zemplén-bjergenes forbakker, og dette er historisk hjerteland for Tokaj. Samuel har en særlig interesse i, hvorledes særlige mikro-organismer indvirker på vinene i Tokaj-området, og er meget anerkendt for sit arbejde med disse, herunder særligt botrytis (ædel råddenskab), kældersvampen cladosporium cellare og gærsvampen saccharomyces cerevisiae, i den udgave, der danner “flor” på toppen af vin i træfade. Samuels tilgang til vinmageri er meget simpel, selvom det ofte fører til komplekse resultater: vinene overlades i vidt omfang til sig selv, så hvis de gærer ud og bliver tørre, så er det det, der kommes på flaske, og hvis de ikke gærer alt sukkeret, så tvinger han dem ikke til det. Samuels vine har som resultat alle en levende, åndende karakter. De er dybt trofaste mod deres sted, selv når de har været udsat for effekten af forskellige mikro-organismer, og er ofte meget intense og komplekse. Disse vine er et brugbart og lærerigt kontrapunkt til nogle af de meget teknologiske vine, der fremstilles i området, og er i absolut verdensklasse.

Varenummer (SKU): H-SAT-003 Kategorier: , , Tags: , , , ,

Høst: Manuel, i små kasser
Gæring: Uden skaller i egetræ i 20 dage
Lagring: 6 måneder i gammelt egetræ
Sulfitter tilsat: En lillebitte smule lige inden flaskning
Lukkemetode: Skruelåg

Based on 1 review

0.0 overall
0
0
0
0
0

Add a review

  1. René Langdahl

    “Røget blomstret, rosenolie, omfavnende og svulmende, men alligevel fantastisk præcision, syreattack og bitterhed igen, nærmest som at slikke på et 9 volts batteri eller en tinspand. Er der mon muscat i blandingen? Stokkene er 90 år gamle og jorden er ren forvitret vulkan. Er det jordens indres kraft? Pollen og honning senere. Smertende på sublim vis. Fuldstændig vild intensitet uden tyngde. 95”

    René Langdahl