Ascheri henter druerne til denne skønne, saftige vin fra Fontanelle-marken i Barolo-byen La Morra. Med let sen høst og nænsom brug af barrique giver denne mark en rund, frugtagtig og elegant vin, der oser af drikkeglæde og gastronomisk velegnethed. Næse med mørke bær, blomme og krydderi, og mund med god fylde, læskende syrlighed og let garvesyre fra barrique. Et stjerneeksempel på Barbera med traditionelle kvaliteter, der lige er blevet poleret op med et lækkert moderne strøg.
Ascheri kunne jo sikkert have dyrket Nebbiolo til at lave Barolo med på denne mark, men har valgt at beholde Barbera i marken, selvom Nebbiolo nok havde givet større indtægt. Det viser dybden af husets ønske om at fremstille det bedste, man kan på de enkelte sorter og fra de enkelte marker. Med den saftige, drikkeglade karakter i vinen skal den parres med charcuteri, pastaretter – gerne med tomatsauce – eller kød, så længe kødet ikke bliver for kraftigt i udtrykkket. Vinen til dig, der gerne vil have en livlig, glad Barbera til livlig og glad mad.
Fra de smukke, vinklædte bakker i Barolo-distriktet kommer mange af verdens bedste vine. Den kalkholdige, men afvekslende jordbund og de mange forskellige eksponeringer i markerne, der svinger sig om bakkerne, giver grundlaget for fremstilling af store, lagringsdygtige vine med et utal af nuancer og individuelle forskelle. Meget groft kan det siges, at distriktets letteste og mest blomstrede vine kommer fra den vestlige del omkring byerne La Morra, Verduno og Novello, mens de kraftigste og mest krydrede vine kommer fra den østlige del omkring byerne Serralunga d’Alba og Monforte. Ascheri har ejerskab i nogle af de bedste marker i både Verduno, La Morra og Serralunga d’Alba, og er således enestående vel dækket ind for at kunne udtrykke distriktets diversitet.
Huset Giacomo Ascheri blev grundlagt i 1880 og drives nu videre i fjerde generation. Beliggenheden i Bra skyldes, at Bra var (og er) et transportknudepunkt for hele området, og har muliggjort ejerskab i vinmarker i både Barolo-distriktet, i Roero-distriktet og omkring selve Bra. Det giver Ascheri adgang til at udtrykkke hele områdets diversitet i vin. Der fremstilles kun vin på druer fra egne marker, som dyrkes bæredygtigt, dvs. med færrest mulige indgreb i marken og kun når mest nødvendigt. Husets stil er særdeles traditionel, med udbredt brug af store, gamle egetræsfade til lagring af de store vine. Resultatet er rene, klare, store vine med et markant aftryk af områdets egenart. Ascheri er på forunderlig vis en velbevaret hemmelighed, på trods af konsistent meget høje scores fra vinjournalister og guides. Husets nuværende leder, Matteo Ascheri, nyder sågar så megen respekt blandt sine vinmagerkollegaer, at han er blevet valgt til præsident for konsortiet der styrer denominationerne Barolo, Barbaresco, Alba, Langhe og Dogliani. Nu kan du også være med på hemmeligheden!
There are no reviews yet.