Nordvest for byen Asti i Piemonte ligger der nogle smukke, grønne bakker, hvor skov og buskads afveksler med vinmarker. Vin har været dyrket her i umindelige tider, og lige netop her, ved landsbyen Maretto, ligger Crotin 1897. Bakkernes jordbund består af ler med betydelige mængder af sand og kalk, hvilket giver de elegante, saftige, friske vine som er Crotins adelsmærke. Dette er ikke et område hvor man kan lave de kraftige, muskuløse vine, Piemonte særligt er kendt for, og det faktum giver sig, i hænderne på bevidste producenter med stedsans, udslag i nogle af de mest charmerende vine, man kan finde i regionen.
Russo-familien, som bl.a. har calabresiske rødder, har i generationer ejet den ejendom, der hedder Crotin. Crotin betyder faktisk vinkælder på piemontesisk dialekt, og hentyder formentligt til, at netop denne ejendom gennem tiderne har været kendt for at fremstille gode vine. Russo’erne er forelskede i deres hjørne af paradis, og har stor respekt for naturen, så valget om at dyrke jorden økologisk og fremstille vinen så simpelt som muligt faldt dem særdeles nemt. Forelskelsen i stedet giver sig også udslag i, at Russo’erne kun benytter sig af lokale druesorter, for de sorter, der gennem tiderne har fundet sig til rette her, giver efter deres mening det bedste udtryk for stedet. Familiens respekt for stedet giver en stribe yderst naturlige og voldsomt charmerende, friske vine, der ikke overbeviser ved slagkraft, men ved finesse og elegance. Her kan man virkeligt tale om trofasthed mod terroir’et.
Et langt udsyn giver også en forbavsende rimelig prispolitik, med et allerede tårnhøjt pris- / kvalitetsforhold, så med dette ekstraordinære tilbud er vi ude i et decideret røverkøb.
Lidt om de enkelte vine og generelt om Crotin:
-
Campo Rotondo Bianco 2018: På stærkt kalkholdig mark dyrker Crotin den sjældne Malvasia Moscata. Gæring med skaller giver en mørkt gylden, skønt blomster- og ferskenduftende, syrligt elegant og mineralsk vin, med et letbittert, appetitvækkende bundtræk. Mundvand!
-
Grignolino d’Asti 2019: Den finurlige Grignolino er lidt af en drillepind. Lyst rød, skønne, saftige dufte af lyse bær, geranium og nellike, let og fin krop, og så et tørt hug af syrlighed og en smule garvesyre til sidst. Vi elsker dens glade, saftige væsen.
-
Freisa d’Asti 2016: Freisa var en gang den prestigiøse sort i Piemonte. Selvom det ikke længere er tilfældet fremstiller Crotin en mørk, intens og tæt en af slagsen, med krop og fast tørhed, der giver dybde og lagringsdygtighed oveni Crotins dejligt saftige husstil.
-
Barbera d’Asti 2018: Super-intens, kirsebærret frugtagtighed omfavnes her af elegant lethed, ekstremt bællet, let syrlig frugtagtighed og masser af små nuancer à la krydderi, blomster og mineral. Crotins varemærke: Stærkt tilfredsstillende drikbarhed med stor stedsans.
-
Barbera d’Asti 2019: Dejlig Barbera med en super-saftig duft af friske bær, let krydderi og blomster. Smagen er smidig, elegant, frisk og på ingen måde tung, men alligevel intens, dyb og lang. Overbevisende demonstration af intensitet i en let ramme.
-
Barbera d’Asti 2020: Crotins sædvanligt supersaftige stil fornægter sig ikke, her med skøn duft af mørke kirsebær, let eksotisk krydderi og viol. Som sædvanligt sprællevende smag, intens, elegant, saftig, lang og dybt madrelevant, også til din hverdagsmad.
There are no reviews yet.