Aglianico kan godt være en ret barsk druesort, med masser af garvesyre og syre, selv når den høstes meget moden. Derfor kan Antelio godt forbavse en del. Den lave alkoholprocent (12%) kunne give bange anelser om en tynd, umoden og grønligt syrlig vin. I stedet mødes man af en lækker, saftig og frugtagtig vin, der selvfølgeligt har stor friskhed, men også rund frugtagtighed og stor drikbarhed. Dufter blødt af blomme og velhængt kød, med et strejf af eksotiske krydderier. Smagen er fyldig og fast, med en frisk, men ikke hårrejsende, syre og en blød, rund garvesyre. En smidig mellemvægter.
Her på Monte Vulture høstes Aglianico vældigt sent, ofte i slutningen af oktober/begyndelsen af november. Man skulle jo så tro, at her i det dybe Syden bliver vinene med så sen høst “bagte” og rosinagtige, men der må man tro om igen. Monte Vulture byder nemlig på stor højde og et køligt klima, der i kombination med den vulkanske tuf-undergrund, som sørger for friske reserver af vand under vækstforløbet, giver et udpræget friskt og køligt udtryk til vinene. Antelio er et godt eksempel på det, med sin beherskede alkoholprocent, sit blødt frugtagtige væsen og sin dejlige friskhed. Kan pga. sin friskhed sagtens drikkes uden mad til, men spiller også rigtigt godt sammen med mad. Prøv den med ikke for mørkt kød, tilberedte grøntsagsretter og pastaretter med ikke for intens sauce. Her kommer ægte friskhed fra Syden til den, der ikke rigtigt tør tro på det.
Basilicata er populært sagt den italienske støvles svang. Den lille og tyndt befolkede region med det barske, bakkede og bjergrige landskab er ikke just nogen turistmagnet, måske bortset fra nogle enkelte steder langs den korte kyststrækning ud mod Det Joniske Hav eller den endnu kortere kyststrækning ud mod Det Tyrrhenske Hav. Og heldigvis for det, for her finder du noget af det mest uforfalskede Italien, der overhovedet findes. Her laves robust mad af lokalt dyrkede grøntsager og lokale landracer, og her laves, ikke mindst, nogle af verdens største og mest oversete vine. Det er især på skråningerne omkring den enorme udslukte vulkan Monte Vulture, at der dyrkes fantastisk vin. Særligt berømt er DOCG’en Aglianico Del Vulture, men klimaet og jordbunden på vulkanen er i det hele taget fremragende til fremstilling af kvalitetsvin.
Camerlengo ejes af arkitekten og levemanden Antonio Cascarano. Antonio er “larger than life” og bindegal på den bedst mulige måde. Han fremstiller vin sådan som han vil, og den bliver sådan som den bliver, uden skelen til markeder eller tendenser. Antonio er heller ikke så meget til regler og lovværk, så han benytter sig af de simplest mulige regler, han kan, til sine vine. Derfor er hans rødvine f.eks. ikke Aglianico del Vulture DOCG, selvom de eller sagtens kunne være det. Antonios tilgang til dyrkning af vin er udpræget naturlig. Der benyttes kun naturlige midler i marken, og kun når absolut nødvendigt. Vi har kaldt det biodynamisk, for det er i alt væsentligt hvad det er, men Antonio kan ikke fordrage at få sat etiketter på sig, og han elsker sin frihed til at gøre hvad han vil, så han bekender sig ikke åbent til biodynamikken. Vinene laves også udpræget naturligt. Der benyttes ingen tilsætningsstoffer til vinene, der tilsættes ingen kunstgær, og vinene står helt uden sulfitter lige indtil flaskningen, hvor der benyttes en lillebitte smule. Ingen af vinene er filtrerede.
There are no reviews yet.