Verdicchio er lidt af en forvandlingskugle. Hvis du driver den til høje udbytter kan den lave passabel, men relativt anonym hvidvin, og sågar en drikkelig mousserende vin. Hvis du derimod passer dine marker godt og holder udbytterne nede kan du lave hvidvin med tårnhøj stedsans og i absolut verdensklasse. Således også her, hvor Buccis passion og håndelag giver en vin med en skøn, intens og rislende mineralsk duft af modne æbler og grønne krydderurter. Smagen er let fyldig, elegant og koncentreret, båret oppe af et smukt skelet af tørstof og frisk syre. En smuk, stilig vin, der med sin balance og koncentration sagtens vil kunnne ligge en del år endnu, og sågar udvikle sig yderligere positivt.
Mange kender sikkert Verdicchio dei Castelli di Jesi fra de glade firsere og frem, hvor vinen kom på markedet i en karakteristisk, kurvet grøn flaske, som de officielt kaldte amfora, men som i folkemunde hed La Lollobrigida. Der var for det meste tale om ret tynd, grønt syrlig hvidvin, som ikke gav nogen ar på sjælen. Men allerede dengang var Bucci i gang med et fremstille fremragende Verdicchio. Der er således tale om årtiers tradition for høj kvalitet i Buccis Verdicchio. Denne Verdicchio vil med sin elegante, let fyldige stil kunne finde bred anvendelse, lige fra terrassebasker til ledsagelse af det højere fiskekøkken. Fremragende til den traditionelle fiskesuppe, brodetto, som laves på de kanter. Anbefales til dig, der vil have en virkeligt flot verdensklassehvidvin, der kan drikkes eller ligge.
I de smukke, afvekslende, grønne bakker nær Ancona i Marche-regionen vokser der meget vin. Fra gammel tid har meget af den vin været af sorterne Verdicchio, Sangiovese og Montepulciano. Verdicchio er lokal, mens Sangiovese kommer fra Toscana (måske Calabria) og Montepulciano fra Abruzzo. Alle gode tegn på, at Marche fra gammel tid har været en korsvej, hvor mange handelsruter og folkeslag har mødt hinanden, til gensidig berigelse. Det har givet en smuk kultur, med skønne byer på bakketoppe og ude ved kysten, skønne, menneskevenlige vine og et fantastisk, grønt og fiskerigt køkken.
Familien Bucci har boet i Marche så længe nogen kan huske. De har også en lang tradition for vinfremstilling. Da moderne vinfremstilling for alvor begyndte at holde sit indtog i Marche-regionen i 1970’erne besluttede Bucci’erne at begynde at fremstille vin med stor respekt for jorden og de gamle dyrkningsmetoder. Inden længe hyrede de en af det vinøse Italiens virkelige foregangsmænd, Giorgio Grai, som konsulent, og sammen har de udviklet huset Bucci til at være absolut førende i Marche. Grai, som nu er virkeligt gammel, er fortsat konsulent, og dermed levende vidne om familiens konstante fokus gennem tiden. Huset Buccis filosofi er bæredygtig dyrkning af vinmarker og meget lidt manipulation i vinkælderen. En del af Bucci’ernes filosofi giver sig udslag i, at de finder små lommer med ældgamle vinmarker og ældgamle kloner af druesorter, og udvælger de bedste druer herfra til deres topvine. Nogle taler ligefrem om en form for vinmarks-arkæologi. Det giver en enestående høj gennemsnitlig kvalitet på husets vine, og topvinene er i absolut verdensklasse.
There are no reviews yet.