, , ,

Superbia Gallurese Vermentino di Gallura Superiore DOCG 2018 Consorzio San Michele hvidvin


“Overlegenhed fra Gallura”. Fuldt tryk på en enormt ekspressiv og intens, men charmerende, duft, og ditto smag. fantastisk smuk mineralitet, som vil udvikle sig yderligere over de næste 10-15 år. En af Italiens store hvidvine.

Druesort: Vermentino 100%
Alkohol: 14,5%
Indhold: 0.75l
Drikkes bedst: Nu-2033
Drikketemperatur: 8-14C
Dyrkningsmetode: Økologisk
Kyl-i-halsen-faktor: *****
Stor-vin-faktor: *****

225.00 kr.

Vi tør godt sige, at Gallura-området set over en bred kam producerer de bedste Vermentino-vine i verden, og også, at Consorzio San Michele producerer nogle af de bedste Vermentino’er i Gallura. Superbia er deres topvin, lavet på let senthøstede druer med meget lavt udbytte, og når vinen hedder noget i retning af “overlegenhed”, så skal den altså også levere. Det gør Superbia i den grad. Fuldt tryk på en enormt ekspressiv og intens, men charmerende, duft, der oser af fuldmoden fersken, sødt og duftende middelhavsbuskads og tårnhøj, frisk mineralitet. Meget frugtagtig, fyldig og intens i munden, ingen sødme, men smukt balanceret af både god syre og den friske mineralitet. Det samlede udtryk er koncentreret, intenst og fyldigt, men på forunderlig vis også friskt, lækkert, charmerende og letdrikkeligt.. En af Italiens store hvidvine, langlivet, men drikkelig fra begyndelsen.

Når nu Superbia kommer fra baglandet til den skønne (og dyre) Costa Smeralda, så er det jo fristende at sætte den til de spiser, man typisk indtager der i den lange, solmættede sommer. Skønt den er særdeles fyldig og intens kan dens friskhed sagtens matche rå eller ganske let tilberedte fisk og skaldyr, pasta- eller risotto-retter med de samme ingredienser og dampede eller grillede hovedretter, også med de samme ingredienser. Fylden og intensiteten gør den dog til kandidat til at ledsage denne verdens helt store, fyldige fiskeretter, såsom pighvar eller søtunge med cremede saucer, hvor fylden vil omfavne maden, mens friskheden giver det nødvendige modspil. Vinen er dog så dejligt nem at drikke og holde af, at den sagtens kan optræde som aperitif på terrassen, og så har den også så meget fylde og bundtræk, at den sagtens kan stå til retter med lyst kød og sågar til selv vellagret ost. Et grillet kyllingebryst med grillede grøntsager til, eller en gang romersk saltimbocca, ville f.eks. være et fremragende bud på et godt match. Når først du får prøvet den her vender du garanteret tilbage.

Gallura er det, man kalder det nordøstlige Sardinien, som også omfatter Costa Smeralda, det såkaldte “milliardærernes legeplads”. Hvor den forrevne og billedsmukke nordøstlige kyst er væsentligt præget af dyr turisme skal man ikke ret langt ind i landet før det hele bliver meget ægte sardisk. Dette er et landskab præget af ældgamle, kraftigt eroderede, lave bjerge og bløde bakker, hvor der dyrkes vin, oliven og korkeg. Ude ved kysten dyrkes der skam også vin, som nogle gange står upodet i ren sandstrand, men hovedparten af vindyrkningen foregår på bløde bakker, hvis jordbund i alt væsentligt består af den granit, der er eroderet bort fra bjergene. Her er varmt, med rigtigt meget solindstråling, og det giver i kombination med den fattige jord de bedste betingelser for den varme-elskende Vermentino-sort. Vermentino yder her det bedste, den overhovedet kan, med potentielt langtlevende verdensklasse-hvidvin til følge.
Consorzio San Michele er et mikro-kooperativ, der blev oprettet i 2013 af fire medlemmer fra to familier. Konsortiet råder over ca. 15 ha. vinmarker ved den lille San Michele-kirke udenfor Berchidda, for foden af Limbara-bjergkæden. Familierne har ejet jord og dyrket druer her i generationer, og syntes nu, at det var på tide at starte for sig selv, fremfor at sende druer til det store lokale kooperativ. Jordbunden af forvitret granit, højden på ca. 350 m.o.h. og den afkølende indflydelse fra Limbara-massivet er ren arketype for Vermentino fra Gallura, og her laves der da også arketypiske vine. Vermentinos store, ferskenagtige frugt kommer virkeligt til sin ret her, og gøres ædel af de stedstypiske aromaer af middelhavsbuskads og tårnhøj mineralitet. Udbytterne holdes lave, og vinene fremstilles så simpelt som muligt, med temperaturkontrolleret gæring med den naturligt forekommende gær og lagring på rustfri ståtanke. Der benyttes ingen tilsætningsstoffer i vinene, undtagen en lillebitte smule sulfit lige inden flaskepåfyldning. Succes’en kom hurtigt for konsortiet, med medaljer, præmier og høje karakterer fra anmeldere, men de kære medlemmer har ikke hvilet på laurbærrene, og endnu bedre ting forventes i fremtiden.

Specifikationer

Høst: Manuel, i små kasser
Gæring: Gæring uden skaller i rustfri ståltank i 20 dage
Lagring: Rustfri ståltank i 6-7 måneder med hyppig omrøring af bærmen
Sulfitter tilsat: En lillebitte smule lige før flaskning
Lukkemetode: Korkprop

Based on 0 reviews

0.0 overall
0
0
0
0
0

Be the first to review “Superbia Gallurese Vermentino di Gallura Superiore DOCG 2018 Consorzio San Michele hvidvin”

There are no reviews yet.