, , ,

San Patelu Grignolino d’Asti DOC 2019 Crotin 1897 rødvin


Den finurlige Grignolino er lidt af en drillepind. Lyst rød, skønne, saftige dufte af lyse bær, geranium og nellike, let og fin krop, og så et tørt hug af syrlighed og en smule garvesyre til sidst. Vi elsker dens glade, saftige væsen.

Druesort: Grignolino 100%
Alkohol: 12,5%
Indhold: 0.75l
Drikkes bedst: 2021-2027
Drikketemperatur: 12-16C
Dyrkningsmetode: Økologisk
Kyl-i-halsen-faktor: *****
Stor-vin-faktor: ***

115.00 kr.

Piemonte er et kludetæppe af gamle, glemte sorter. Jovist, vinscenen i Piemonte domineres nu om dage af få sorter, særligt Nebbiolo, Barbera og Moscato, men der står stadig en rigdom af andre sorter hist og pist, og det er med til at gøre Piemonte endeløst fascinerende. Grignolino er en af de gamle, halvglemte sorter, som vi synes fortjener et comeback. Med sin lyse farve, sin lette krop og sin vibrerende syrlighed lægger den sig tæt op ad den type vine, der var prestigiøse og efterspurgte fra 1700-tallet og ind i den første del af 1900-tallet. Fornemmer vi, at moden med voldsomme, sorte sværvægter-vine er ved at være overstået, så vi kan komme tilbage til noget lethed, friskhed og saftighed? I så fald, så er det netop det, man får med Grignolino. San Patelu dufter forførende af saftige lyserøde bær og let vegetale toner af geranium og nellike. I smagen er den let, super-saftig og frisk, med et yderst velkomment hug af syre og garvesyre til sidst, der gør vinen ekstremt madegnet og mundopfriskende.

Med sin lette statur og friske saftighed er det ret åbenlyst, at Grignolino ikke er blandt denne verdens rødvins-sværvægtere. Traditionelt benyttes den i Piemonte meget til deres antipasti med salami, skinke og oste, og også til nogle af deres mere duftende pastaretter, f.eks. med trøfler. San Patelu er dog langt mere anvendelig end som så, og vi bruger den med stor fornøjelse bl.a. som “frikadelleskubber”, hvor dens gode syre skærer godt i grisens fedme, og til asiatiske retter, hvor dens elegance og let eksotiske duft ofte er et virkeligt godt match med de samme nuancer i maden. Smag på Piemontes fortid, der også er dens fremtid!

Piemonte er rigt på vinproducerende landskaber, men det formentligt smukkeste, mest afvekslende og vinmæssigt mest diverse er Asti- / Monferrato-området. Her veksler vild natur – både i form af krat, siv og egentlig skov – med landbrug, både i dalbundene og på de mange bakker. Der er netop masser af bakker, vekslende mellem lange, bløde af slagsen og de korte, stejle, høje ditto. Jordbundene i det store område er ligeledes meget afvekslende, ligesom klimaet. Det er en fryd at bevæge sig rundt i disse landskaber, hvor der venter landskabelig skønhed rundt om hvert sving, og hvor landsbyerne for det meste ligger højt og med den smukkeste udsigt. Hvor områderne rundt om Alba mod sydvest nu om dage er viet mestendels til den store Nebbiolo-sort, er Asti- / Monferrato-området vinmæssigt langt mere komplekst, også selvom der er en vis dominans af Barbera-sorten for de røde vine og Moscato-sorten for de søde, boblende hvide. Her støder man på sjældnere sorter som Freisa, Grignolino, Ruchè, Malvasia (i flere udgaver), Bussanello, Bonarda, Albarossa og mange andre. Det gør området til en fryd for de af os, som ikke gerne drikker det samme hver dag.
Crotin 1897 er en lille, familie-ejet virksomhed, der ligger ved landsbyen Maretto, nordvest for Asti by. Her, i det nordvestlige Monferrato, er bakkerne stejle og høje, klimaet relativt køligt og jordbunden lyst leret, med betydelige indslag af sand og kalkfossiler. Crotins nøje udvalgte marker er særligt lyse, nærmest hvid-beige, og rige på kalkfossiler. Der er en forunderlig energi og et forunderligt liv i deres marker, og den dirren af liv er netop noget, man kan genfinde i deres vine. Brødrene Federico, Marcello og Corrado Russo driver stedet som en kombination af vingård og B&B, med hjælp fra deres piemontesiske mor og deres calabresiske far. Alt – ikke kun vinen, men også maden – er stædigt økologisk, der sprøjtes kun med kobbersulfat, og kun lidet, og der gødes kun med grøngødning og det møg, deres får efterlader i markerne af sig selv. Udbytterne holdes lave, men balancerede, og vinene fremstilles så simpelt som muligt, for det meste med temperaturkontrolleret gæring med den naturligt forekommende gær og lagring på rustfri ståtanke. En enkelt vin fremstilles på amfora. Der benyttes ingen tilsætningsstoffer i vinene, undtagen en lillebitte smule sulfit lige inden flaskepåfyldning. Et besøg hos disse dejlige mennesker, med deres dejlige sted – der sågar har svømmepøl – og dejlige mad og vin, kan virkeligt anbefales. Den usædvanligt rimelige prispolitik afspejler familiens lange syn og ydmyghed overfor deres opgave.

Varenummer (SKU): I-CRO-008 Kategorier: , , , Tags: , , , ,

Specifikationer

Høst: Manuel, i små kasser
Gæring: Gæring med skaller på rustfrit stål i 10 dage
Lagring: Rustfrit stål i 8 måneder
Sulfitter tilsat: En lillebitte smule lige før flaskning
Lukkemetode: Korkprop

Based on 0 reviews

0.0 overall
0
0
0
0
0

Be the first to review “San Patelu Grignolino d’Asti DOC 2019 Crotin 1897 rødvin”

There are no reviews yet.