, , ,

Nowat Côtes de Provence AOC 2015 Dupéré Barrera rødvin


Dupéré Barreras Nowat er den rødvin fra Côtes de Provence, som man ville ønske, de alle ville lave, men som få tager sig sammen til: Stor duft af mørke bær, krydderi, læder og andet godt, og kraftig, saftig, fast og mineralsk smag. Provence på flaske.

Druesort: Syrah 40% Mourvedre 40% Carignan 20%
Alkohol: 15%
Indhold: 0.75l
Drikkes bedst: Nu-2030
Drikketemperatur: 16-18C
Dyrkningsmetode: Økologisk
Kyl-i-halsen-faktor: ****
Stor-vin-faktor: ****

149.00 kr.

Provence er jo et fortryllet sted, fyldt med lys, dufte og smukke landskaber. Der er tilmed ualmindeligt velegnede jorde til vindyrkning, herunder masser af kalkholdig lerjord. I kombination med de varmetålende druesorter, vi også kender fra Rhône-dalen, er der baggrund for at lave decideret store rødvine. Hvorfor er det så lige, at de allerfleste producenter af rødvine fra Provence laver noget underligt tyndt pjask? Tror de ikke, at kunderne vil have ordentlig rødvin? Har deres placering på den gyldne kyst lullet dem i søvn? Er de ligeglade med rødvinen fordi de alligevel laver 90% rosè? Vi får nok aldrig et svar, men i det mindste har Dupéré Barrera sat sig for at lave om på tingenes tilstand, og det med eftertryk. Her er endeligt en rødvin, der lever op til Provences potentiale. Stor duft af mørke bær, kød, tjære, viol, læder, garrigue og frisk mineral. Fyldig og tør, men saftig og frisk, smag med masser af frugtagtighed og mineral. Skøn.

Navnet Nowat skal faktisk læses som “no watt”. Det stammer fra, at Dupéré Barrera har for vane at undgå pumpning og andre hårdhændede metoder overfor vinene. Man lader simpelthen tyngdekraften klare arbejdet når der skal stikkes om fra et fad til et andet eller der skal kommes på tank før flaskning. Fordi man derved ikke bruger redskaber drevet af elektricitet har man så fundet på, at en af vinene skal skilte med, at man bruger “no watt” i fremstillingen. Når nu man har fået fat på en decideret god og kraftig Provence-rødvin, så skal man også forkæle den lidt. Ikke fordi Nowat ikkke er en fremragende frikadelleskubber, for det er den i den grad, men fordi dens kvalitet sagtens også kan tåle at blive sat op mod ambitiøs mad. Den mørke karakter og den faste kraft kalder på mørke, kraftige kødretter. Gerne gode bøffer fra grillen, men også gryderetter og vildt, og gerne noget med svampe. Hvis der tilmed er middelhavskrydderurter i massevis på spil, så kommmer Nowats krydderurteduft også til sin ret. Her er vinen til dig, der gerne vil begynde at udforske hvad Sydfrankrig kan byde på af gode vine.

Provences smukke, solbeskinnede landskaber, med forrevne klippekyster afvekslende med smukke sandstrande, og med bakker og bjerge i baglandet, byder på høj livskvalitet, med skøn mad, menneskelige temperaturer året rundt, og lys nok til at man ikke bliver deprimeret store dele af året. Hist og her står der endda vinmarker, typisk beplantet med de sorter, der kendes godt fra den sydlige Rhône-dal, med tilskud af enkelte tilflyttere fra Spanien og Italien. Klimaet, jordbunden og eksponeringen burde mange steder gøre det muligt at dyrke absolut verdensklassevin her, og det er der da også nogle producenter, der gør. Blandt dem er Dupéré Barrera, som til sine Côtes de Provence-vine køber druer fra økologiske dyrkere, som arbejder under langtidskontrakter. En del af druerne kommer fra det kendte Bandol-distrikt, eller lige udenfor, mens andre kommer fra højtliggende, veleksponerede marker længere inde i landet.. Fælles for Dupéré Barreras Provence-vine er den skønne duft af Middelhavskystens vilde kratbevoksning og krydderurter, samt den enorme omhu, der lægges for dagen, og det resulterer i skønne vine, der er stolte repræsentanter for deres sted og kultur.
Dupéré Barrera er en lille, relativt ny producent af vin fra Sydfrankrig. Foretagendet startede i 2001 som en luksus-négociant, dvs. et vinfirma, der køber druer og/eller ufærdig vin i høj kvalitet og udnytter druernes eller vinens indbyggede potentiale til at lave fremragende vin. Med udgangspunkt i produktionsfaciliteterne i La Garde, tæt på Toulon i det sydligste Provence, har parret Emmanuelle Dupéré og Laurent Barrera siden da etableret nære forhold til fremragende druedyrkere og vinproducenter i regionen. Kvaliteten har været tårnhøj helt fra begyndelsen, og udmærkelser af mange slags har det heller ikke skortet på, herunder særligt den prestigiøse udnævnelse til Årets Négociant 2010 af Revue du Vin de France. Dupéré Barreras filosofi er simpel: Køb de bedste druer, eller få fremragende vinproducenter til at fremstille vine på de bedste druer under nøje instruktion, gør så lidt som muligt ved druerne og vinen og aftap dem skånsomst muligt, så man bevarer så meget som muligt af druernes oprindelige karakter og stedsans. Metoderne er skånsomme, og når der bruges fadlagring er det udelukkende for at blødgøre vinene. Laurent Barrera er geolog af uddannelse, og det har hele tiden ligget ham meget på sinde at udtrykke de enkelte steders egenart. Der spares ikke på de essentielle råvarer, hverken druer eller fade. Eksempelvis køber Dupéré Barrera deres fade brugt fra stratosfærisk berømte Domaine de la Romanée Conti i Bourgogne, der er kendt for at have den mest perfektionistiske tilgang til fade på Jorden. Fadene købes brugt for at undgå unødig smagstilsætning til vinene, så oprindelsen kan stråle igennem. Vinene er som resultat alle fremragende for deres område, med en dybde, styrke, kompleksitet og trofasthed mod stedet, men samtidigt en friskhed og levende drikbarhed, som er vanskelig at finde hos andre.

Specifikationer

Høst: Manuel, i små kasser
Gæring: Med skaller i rustfri ståltank i 21 dage
Lagring: 18 måneder på små, brugte egetræsfade
Sulfitter tilsat: En lillebitte smule lige inden flaskning
Lukkemetode: Korkprop

Based on 0 reviews

0.0 overall
0
0
0
0
0

Be the first to review “Nowat Côtes de Provence AOC 2015 Dupéré Barrera rødvin”

There are no reviews yet.