Bandol er en slags naturligt amfiteater i kæmpestørrelse, der vender stik syd og omfavner en bugt i Middelhavet. Der er skønt i området, med en ganske særlig lysintensitet, og skønne dufte af middelhavsbuskads i luften. Heldigvis er der kun overflod af turisme i en smal strimmel lige ved kysten, mens baglandet stadig er rustikt, med mange vinmarker. Bandol har i århundreder været kendt for at fremstille de bedste vine i Provence, med overvægt af rødvin fremstillet på den formidable druesort Mourvèdre. Den dag i dag kommer mange af Provences bedste rødvine herfra, og råder dermed bod på den ellers generelt begrædelige tilstand for provencalsk rødvin. Hvor en del Bandol-rødvine godt kan være endog særdeles voldsomme, samt prægede af over-ekstraktion og kluntet fadbrug, har Dupéré Barrera her fremstillet en vin, der forener en meget klar stedsans med saftighed og drikbarhed. Virkeligt lækker duft med mørke, saftige bær, eksotisk krydring, middelhavsbuskads, læder og kød. Smagen er rund og fast, dejligt saftig og levende, og med lige akkurat det rigtige snert af garvesyre, der gør vinen ekstremt madvenlig. India lyver ikke om sin herkomst..
For 200 år siden var kun 2 franske rødvine kendt for at have en sådan langlivethed og robusthed, at de kunne tåle – eller ligefrem blive bedre af – en lang sørejse. Den ene var Bordeaux, og den anden var Bandol. Derfor udviklede der sig en skik med at sende disse to vine med skibe til Indien og tilbage, hvorefter disse – efter datidens standarder stærkt forbedrede – vine kunne sælges for meget højere beløb. Navnet India på Dupéré Barreras Bandol-vine stammer således fra denne skik, men kunne lige så godt stamme fra den tydelige, eksotiske krydring som vinens duft er fuld af. India er velegnet til det meste middelhavsmad, så længe det er robust kost, men vil være lige så velegnet til det danske middagsbord, om det så er de klassiske danske retter eller af mere nymodens tilsnit. Til dig, der gerne vil drikke en slurk af historien og samtidigt drikke tårnhøj kvalitet.
Provences smukke, solbeskinnede landskaber, med forrevne klippekyster afvekslende med smukke sandstrande, og med bakker og bjerge i baglandet, byder på høj livskvalitet, med skøn mad, menneskelige temperaturer året rundt, og lys nok til at man ikke bliver deprimeret store dele af året. Hist og her står der endda vinmarker, typisk beplantet med de sorter, der kendes godt fra den sydlige Rhône-dal, med tilskud af enkelte tilflyttere fra Spanien og Italien. Klimaet, jordbunden og eksponeringen burde mange steder gøre det muligt at dyrke absolut verdensklassevin her, og det er der da også nogle producenter, der gør. Blandt dem er Dupéré Barrera, som til sine Côtes de Provence-vine køber druer fra økologiske dyrkere, som arbejder under langtidskontrakter. En del af druerne kommer fra det kendte Bandol-distrikt, eller lige udenfor, mens andre kommer fra højtliggende, veleksponerede marker længere inde i landet.. Fælles for Dupéré Barreras Provence-vine er den skønne duft af Middelhavskystens vilde kratbevoksning og krydderurter, samt den enorme omhu, der lægges for dagen, og det resulterer i skønne vine, der er stolte repræsentanter for deres sted og kultur.
Dupéré Barrera er en lille, relativt ny producent af vin fra Sydfrankrig. Foretagendet startede i 2001 som en luksus-négociant, dvs. et vinfirma, der køber druer og/eller ufærdig vin i høj kvalitet og udnytter druernes eller vinens indbyggede potentiale til at lave fremragende vin. Med udgangspunkt i produktionsfaciliteterne i La Garde, tæt på Toulon i det sydligste Provence, har parret Emmanuelle Dupéré og Laurent Barrera siden da etableret nære forhold til fremragende druedyrkere og vinproducenter i regionen. Kvaliteten har været tårnhøj helt fra begyndelsen, og udmærkelser af mange slags har det heller ikke skortet på, herunder særligt den prestigiøse udnævnelse til Årets Négociant 2010 af Revue du Vin de France. Dupéré Barreras filosofi er simpel: Køb de bedste druer, eller få fremragende vinproducenter til at fremstille vine på de bedste druer under nøje instruktion, gør så lidt som muligt ved druerne og vinen og aftap dem skånsomst muligt, så man bevarer så meget som muligt af druernes oprindelige karakter og stedsans. Metoderne er skånsomme, og når der bruges fadlagring er det udelukkende for at blødgøre vinene. Laurent Barrera er geolog af uddannelse, og det har hele tiden ligget ham meget på sinde at udtrykke de enkelte steders egenart. Der spares ikke på de essentielle råvarer, hverken druer eller fade. Eksempelvis køber Dupéré Barrera deres fade brugt fra stratosfærisk berømte Domaine de la Romanée Conti i Bourgogne, der er kendt for at have den mest perfektionistiske tilgang til fade på Jorden. Fadene købes brugt for at undgå unødig smagstilsætning til vinene, så oprindelsen kan stråle igennem. Vinene er som resultat alle fremragende for deres område, med en dybde, styrke, kompleksitet og trofasthed mod stedet, men samtidigt en friskhed og levende drikbarhed, som er vanskelig at finde hos andre.
There are no reviews yet.