, , , ,

Greco di Tufo DOCG 2018 Le Ormere hvidvin


Le Ormere fremstiller kun denne ene vin, i minimale mængder. Skøn, tørstvækkende duft af aromatisk æble, middelhavsurter og lyst mineral. Smagen er fyldig, frisk af fantastisk syre og mineral, og læskende letbitter. Perfekt Greco di Tufo.

Druesort: Greco 100%
Alkohol: 13,5%
Indhold: 0.75l
Drikkes bedst: 2020-2024
Drikketemperatur: 10-12C
Dyrkningsmetode: Økologisk
Kyl-i-halsen-faktor: *****
Stor-vin-faktor: *****

149.00 DKK

Send besked via din Messenger app...


Greco er en robust, meget karakterfuld druesort til hvidvin. Dens kombination af stor frugt, stor stofrigdom, høj syre og en tendens til en lille, velgørende garvesyre gør den frisk, letdrikkelig og enormt gastronomisk anvendelig. Le Ormeres udgave strækker denne karakter så langt, man kan, med strålende resultat. Den saftige, glade, tørstvækkende duft af aromatisk æble, vilde grønne urter og lys, nærmest gnistrende, mineralitet giver løfte om en levende, karakterfuld vin. Og det lever smagen fuldt op til, med flot fylde, meget stof, en skøn syre, tårnhøj mineralitet og en velgørende lille bitterhed, som simpelthen får mundvandet til at plaske. Første gang, man smager den, får man næsten et lille chok, så mundvandsdrivende er den, men der går ikke længe, så kalder sjælen på en mundfuld mere. Og så er man solgt. En skøn vin, der formår at forene stor hvidvin med stor drikkeglæde.

Le Ormere arbejder så simpelt som muligt i kælderen. Der benyttes ikke tilsætningsstoffer af nogen art, før en lillebitte smule sulfit tilsættes umiddelbart inden flaskning. Når man arbejder så simpelt bliver druematerialet nødt til at være af allerhøjeste kvalitet, og arbejdet i kælderen meget omhyggeligt. Greco er i sig selv en druesort med meget stof i sig, og for at give vinen yderligere polstring til et godt liv på flaske lader Le Ormere vinen stå med det fine gærbundfald på ståltanke i mange måneder, for at få så mange anti-oksidative stoffer med over i den færdige vin som muligt. Den færdige vin er robust og med stor personlighed, og det gør den fantastisk velegnet til mad. I området parres den ofte med milde oste, såsom mozzarella, og med charcuteri. Adskillige smagninger har også påvist, at den går fantastisk til grillet ged. Med mere hjemlige briller på kan den som robust hvidvin med tendens til en smule garvesyre sættes sammen med smagsrige forretter og fiskeretter, og også fint sammen med lyst kød i ikke for kraftige saucer. Er du til hvidvine med stor, glad personlighed og udpræget gastronomisk anvendelighed skal du prøve denne.

I regionen Campania, for foden af Appenninerne, ligger landskabet Irpinia. Det er et smukt, grønt, bakket og bjergrigt landskab med enorm variation i højde og jordbund. Hovedbyen Avellino har engang været kendt for et fremragende fodboldhold, der fra en ydmyg begyndelse og med få midler kæmpede sig op til Serie A-status, og det siger egentligt ret meget om lokalbefolkningens karakter. Det kontinentale klima giver hede somre og arktisk kolde vintre, og de lokale har derfor udviklet en særlig hårdførhed og stædighed. Det ikke just turist-overrendte område er en skattekiste af oprindelige fødevarer og vine. Vinene fra området har været berømte og anerkendte siden romertiden, og afspejler i høj grad områdets barske karakter. På sorterne Greco, Fiano og Aglianico fremstilles seriøse, aristokratiske og langlivede vine i verdensklasse, med biroller til en række andre sorter. Med sin enormt afvekslende jordbund, sine fremragende druesorter og den lange tradition for fremstilling af kvalitetsvin er Irpinia et verdensklasse-vinområde, som blot venter på at blive opdaget af den brede vindrikkerbefolkning.

Fiore Cecere og Carmine Iannacone er et par gamle venner, som efter karrierer udenfor hjemstavnen, indenfor henholdsvis jura og finans, i 2012 besluttede at gå sammen om en lille vinmark på kun 1,5 hektar hjemme i Santa Paolina. Santa Paolina ligger mellem byerne Tufo og Montefusco, lige midt i smørhullet for DOCG Greco di Tufo, hvor der i årtusinder har været lavet fremragende vin. Jordbunden her er leret over et lag tuf, som er et hårdt jordlag af vulkansk oprindelse, netop opkaldt efter byen Tufo. Her på marken, på en bakke i 550 meters højde, vokser der kun Greco-druer til produktion af Greco di Tufo. Alt drives med håndkraft, fra pasning af marken til høst af druer, og der arbejdes økologisk, dog uden certifikation. I kælderen arbejdes der med minimal intervention, og sulfitter tilsættes kun i minimale mængder lige inden flaskning. Allerede fra den første årgang, 2012, stod det klart, at Le Ormere var ankommet med en signifikant vin, og årgangene siden har blot bekræftet, at der er tale om en Greco di Tufo fra allerøverste skuffe. I vores egen beskedne mening, baseret på mange års smagninger, er Le Ormere faktisk år ud og år ind i top-to indenfor Greco di Tufo. Produktionen overstiger sjældent 7.000 flasker om året, så der er virkeligt tale om en lille, eksklusiv producent her.

Specifikationer

Vægt 1 kg

Høst: Manuel, i små kasser
Gæring: Uden skaller på temperaturstyret rustfri ståltank i 21 dage
Lagring: 9 måneder på rustfri ståltank, 6 måneder på flaske
Sulfitter tilsat: Minimale mængder lige inden flaskning
Lukkemetode: Korkprop

Based on 0 reviews

0.0 overall
0
0
0
0
0

Be the first to review “Greco di Tufo DOCG 2018 Le Ormere hvidvin”

There are no reviews yet.