, ,

En Caractère Côtes de Provence Blanc AOC 2018 Dupéré Barrera hvidvin


Skøn hvid Provence-vin på mestendels Vermentino med en smule Ugni Blanc. Duft af æble, hvide blomster og grønne krydderurter, smager friskt, tørt, elegant og mineralsk. Milevidt fra den ofte tynde standard for hvidvine i Provence.

Druesort: Vermentino (Rolle) 90% Ugni Blanc 10%
Alkohol: 13%
Indhold: 0.75l
Drikkes bedst: Nu-2023
Drikketemperatur: 8-12C
Dyrkningsmetode: Bæredygtig
Kyl-i-halsen-faktor: ****
Stor-vin-faktor: ***

115.00 DKK

En Caractère står der på etiketten. Det skal vel betyde, at den har den karakter, man kan forvente af en hvidvin fra Provence. Det har den vel også, når man taler om de bedre hvidvine fra Provence. Der kommer lumsk mange kedelige, flabsede, alkoholiske og karakterforladte hvidvine ud fra Provence, og den kategori tilhører En Caractère så slet ikke, så vi vælger også at fortolke navnet som at vinen slet og ret har karakter. Og karakter er ikke det værste, en vin kan have. Skøn duft af æble, hvide blomster, med tid lidt mineral og så et pift krydderurter / middelhavskrat. Frisk, tør og elegant smag med god struktur, nogen rundhed og en dejlig eftersmag med mineral og middelhavskrat. Sådan skal det gøres.

Den skønne, stedstypiske En Caractère er grundet sin struktur og sine aromaer særligt velegnet til den smagsrige, solmodne provencalske mad. Man kunne drømme sig hen til et veldækket bord med de typiske fyldte grøntsager, måske efterfulgt af en ordentlig skudefuld bouillabaisse med safran, croutoner og stærk rouille, selvom det er stærk kost. Den elegante, friske karakter vil være god til et svingende fad alt godt fra havet, sådan som man får det på franske restauranter. Men ellers er vinen generelt set meget gastronomisk egnet, og kunne sagtens gå til mange af de danske forårs- og sommerfavoritter. Tænk bare fjordrejer, stenbiderrogn og grillede jomfruhummer. Til dig, der vil have Provence i et glas.

Dupéré Barrera specialiserer sig i vine fra det det sydøstlige Frankrig. Det er det fantastisk smukke område, der omfatter den sydlige Rhônedal og Provence. Her står Alperne i baggrunden og sender udløbere ned mod sletten og ud mod kysten. Rhônesletten er selvfølgeligt domineret af den store flod, som gennem millioner af år har deponeret sand, grus og rullesten langs sit skiftende løb, mens Provence er et bakket, smukt område domineret af kalkholdig jordbund og klipper ned mod det azurblå Middelhav. Her dufter krydret og godt af rosmarin, timian, lavendel og helichrysium, der er blandt de urter, der giver det franske middelhavskrat, maqui’en, sin karakteristiske duft. Solen har magten her, og den funkler stærkt og godt, men dens indflydelse mildnes af de hyppige briser, der sommetider bliver til kraftig blæst, og af det kølige Middelhav. Der er fantastiske betingelser for at dyrke vin her, og der kommer da også mange fremragende og verdensberømte vine fra området. Der er også en vidunderlig, solmættet madkultur i det sydøstlige Frankrig, med fokus på grøntsager, fisk, krydderurter, hvidløg og olivenolie. Ikke sært, at stedet gennem tiderne har tiltrukket alverdens tilflyttere, der her kan slå sig ned i deres eget lille paradis og nyde livet.
Dupéré Barrera er en lille, relativt ny producent af vin fra Sydfrankrig. Foretagendet startede i 2001 som en luksus-négociant, dvs. et vinfirma, der køber druer og/eller ufærdig vin i høj kvalitet og udnytter druernes eller vinens indbyggede potentiale til at lave fremragende vin. Med udgangspunkt i produktionsfaciliteterne i La Garde, tæt på Toulon i det sydligste Provence, har parret Emmanuelle Dupéré og Laurent Barrera siden da etableret nære forhold til fremragende druedyrkere og vinproducenter i regionen. Kvaliteten har været tårnhøj helt fra begyndelsen, og udmærkelser af mange slags har det heller ikke skortet på, herunder særligt den prestigiøse udnævnelse til Årets Négociant 2010 af Revue du Vin de France. Dupéré Barreras filosofi er simpel: Køb de bedste druer, eller få fremragende vinproducenter til at fremstille vine på de bedste druer under nøje instruktion, gør så lidt som muligt ved druerne og vinen og aftap dem skånsomst muligt, så man bevarer så meget som muligt af druernes oprindelige karakter og stedsans. Metoderne er skånsomme, og når der bruges fadlagring er det udelukkende for at blødgøre vinene. Laurent Barrera er geolog af uddannelse, og det har hele tiden ligget ham meget på sinde at udtrykke de enkelte steders egenart. Der spares heller ikke på de essentielle råvarer, hverken druer eller fade. Eksempelvis køber Dupéré Barrera deres fade brugt fra stratosfærisk berømte Domaine de la Romanée Conti i Bourgogne, der er kendt for at have den mest perfektionistiske tilgang til fade på Jorden. Fadene købes brugt for at undgå unødig smagstilsætning til vinene, så oprindelsen kan stråle igennem. Vinene er som resultat alle fremragende for deres område, med en dybde, styrke, kompleksitet og trofasthed mod stedet, men samtidigt en friskhed og levende drikbarhed, som er vanskelig at finde hos andre i Provence.

Varenummer (SKU): F-DuB-008 Kategorier: , , Tags: , , , , , ,

Specifikationer

Høst: Manuel
Gæring: Rustfrit stål i 15 dage
Lagring: Rustfrit stål, 6 måneder
Sulfitter tilsat: En smule lige før flaskning
Lukkemetode: Korkprop

Based on 0 reviews

0.0 overall
0
0
0
0
0

Be the first to review “En Caractère Côtes de Provence Blanc AOC 2018 Dupéré Barrera hvidvin”

There are no reviews yet.