Bukkuram Padre della Vigna Passito di Pantelleria DOC 2014 Marco de Bartoli dessertvin

“Zibibb” er gammelt arabisk og betyder noget i retning af tørret drue, altså rosin. Araberne, der havde overherredømmet over Sicilien, og dermed også Pantelleria, i århundreder, så potentialet til høj kvalitet i sorten og førte den med sig, bl.a. til Pantelleria. Givet islam har araberne nok ikke lavet vin på de tørrede druer, men det har den lokale kristne befolkning selvfølgeligt straks gjort. Traditionen med at lave vin på disse “rosiner” har bestået i århundreder, og på den ekstremt tørre og meget vindblæste ø Pantelleria har det blandt andet medført en helt speciel dyrkningsform i små marker omkranset af ret høje mure, og med vinstokke dyrket som fritstående små buske, såkaldt “alberello pantesco”. Denne dyrkningsform er så karakteristisk, og så smuk, at den er kommet på UNESCOs verdensarvsliste. Pionéren Marco de Bartoli var den første til at se potentialet i disse underskønne marker og den lokale tradition, lave vin med den største omhyggelighed, komme den på flaske og sælge den udenfor det helt lokale marked. Mange er kommet til siden, men Marco de Bartoli er fortsat blandt de absolut bedste fortolkere af stilen. “Bukkuram” er også arabisk og betyder vinmarkens fader, hvilket så også, for denne prestige-cuvée, er anført på italiensk på etiketten. Bukkuram var arabernes navn for Pantelleria. Perfekt beliggende vinmarker, gamle stokke, nøje udvælgelse af druerne og skånsom og langvarig tørring i solen for 50% af druerne giver en helt vidunderlig, unik vin. Duften er intens og koncentreret, domineret af velmodne frugter såsom abrikoser og ferskener, med tilskud af tørret appelsinskal og orientalske krydderier, samt frisket op af citrusblomster og vulkansk mineralitet. Smagen er mundfyldende, blød, sød, koncentreret og intens, balanceret smukt af vulkansk mineralitet og en let og velgørende bitterhed fra kontakt med de tørrede drueskaller. Eftersmagens længde er i særklasse. En smuk vin, på en eller anden måde antik og samtidigt helt nutidig, man føler sig hensat til lange, smukke, dovne sommerdage tilbragt i smukke, velduftende arabiske haver.

Bukkuram Padre delle Vigne er gudernes nektar, og kan som sådan nydes for sig selv, uden at nogen undskyldning er påkrævet. Den er perfekt som afslutning på et måltid, nærmest som en dessert i sig selv, som det, italienerne kalder meditationsvin. Men den går også helt fremragende til mad. Her skal man enten over i meget stærke oste, gerne blåskimmel (tænk f.eks. vellagret Gorgonzola Naturale med en hybenrosemarmelade til…), eller desserter. Og hvis man tænker desserter, så gerne nogle, der minder om nuancerne i vinen, f.eks. desserter lavet med abrikoser, ferskener, figner og / eller appelsiner eller appelsinskaller, gerne i selskab med mandler eller pinjekerner, og gerne lidt orientalsk krydrede. En af de få vine i verden, der kan hamle op med selv mørke chokoladedesserter. Synk hen i rent velvære med denne vin.

Marco de Bartoli er aktiv på det vestligste Sicilien og på øen Pantelleria. Det er steder og landskaber, der stadig er stærkt prægede af det arabiske overherredømme, som for selve Sicilien var i årene 827 – 1061, men for Pantelleria endnu længere, i årene 700 – 1123. Det arabiske overherredømme var en periode med relativ fred, fremgang, tolerance og oplysning, både økonomisk, socialt og videnskabeligt, og skal vel, sammen med den efterfølgende – og ligeledes oplyste og tolerante – normanniske periode, regnes for den gyldne periode i Siciliens historie. Det vestlige Sicilien er et relativt fladt, varmt og solbeskinnet, og her har en unik vinkultur, med rødder i ældgamle middelhavstraditioner, dannet sig, og f.eks. givet sig udslag i vine som Marsala, der i sin oprindelige form var en bevidst oxideret vin uden spiritustilsætning, en tradition, der måske daterer sig så langt tilbage som fønikerne og det 12. århundrede før vor tidsregning. Først efter ankomsten af engelske handelsmænd ændrede Marsala sig til den spiritusforstærkede vin, vi kender i dag, hvis fremstillingsmetode minder om metoderne for Sherry og Portvin. På den barske, vindblæste, tørre vulkanø Pantelleria udviklede der sig ligeledes en unik tradition, baseret på en anden ældgammel middelhavstradition, nemlig den at tørre druerne før de blev lavet til vin. Begge vintraditioner har utvivlsomt fået en kraftig påvirkning under arabisk styre, både i retning af an forkærlighed for let til fuldt tørrede druer, og i form af nye druesorter.
Producenten Marco de Bartoli er navngivet efter sin stifter, den nu afdøde tidligere racerkører Marco de Bartoli. I slut-1970’erne / begyndelsen af 1980’erne indså De Bartoli, at den tidligere så glorværdige tradition for store, ædle Marsala-vine var blevet bastardiseret og forfladiget i et sådant omfang, at Marsala ikke længere kunne regnes som en af verdens store vine. Han søgte tilbage til rødderne, købte den bedste vinmarksjord nær Marsala, og begyndte at fremstille de ikke-spiritustilsatte vine, som engang havde været traditionen i Marsala, med en metode, der lokalt hedder perpetuo, som minder om den fra Sherry-fremstillingen kendte solera-metode. Han købte samtidigt, fra omliggende, små producenter, en række store fade med ældgammel Marsala-vin, som kom til at danne stammen i hans fortsatte produktion. Enkelte, stærkt eftertragtede, og fabelagtige, flasker blev aftappet direkte fra disse fade, med årgangsangivelse. Han tiltag blev mødt med øjeblikkelig succes, og huset Marco de Bartoli har siden været at regne som Marsalas indiskutable kvalitetsleder. Ikke længe efter begyndte De Bartoli også at lave bordvine fra Marsala-egnen, og snart efter også fremragende vine fra Pantelleria. I alle disse tiltag er han at regne som den oprindelige pionér, den visionære skikkelse, som påny satte disse ældgamle vine på det internationale vinkort. Den rapkæftede og udiplomatiske De Bartoli var ikke altid vellidt blandt sine Marsala-kollegaer, og måtte liden megen modgang af den årsag, men huset føres nu smukt videre af hans børn, som, om noget, laver endnu bedre vine end faderen. Vinmarkerne dyrkes i princippet økologisk, med minimal intervention, men er ikke certificeret økologiske. Vinmageriet er ligeledes så minimalistisk som muligt, i det omfang man overhovedet kan tale meningsfyldt om minimalisme med så komplicerede, arbejdskrævende processer, som det er at fremstille Marsala og Passito di Pantelleria.