, , , , ,

Brutrosso Brut Metodo Classico Lambrusco di Sorbara DOC 2016 Cantina della Volta mousserende vin rødvin


Brutrosso Metodo Classico er Cantina della Voltas indgangsbøn til deres forunderlige Lambrusco di Sorbara-univers. Helt lyst rød, med fine små bobler, en bedårende duft af små røde bær og mineral, og en livlig, frisk, super-saftig smag.

Druesort: Lambrusco di Sorbara 100%
Alkohol: 12.5%
Indhold: 0.75l
Drikkes bedst: Nu-2022
Drikketemperatur: 10-12C
Dyrkningsmetode: Konventionelt
Kyl-i-halsen-faktor: *****
Stor-vin-faktor: ***

99.00 kr.

Brutrosso er en rødvin med bobler. Så er det sagt. Den er lavet på druesorten Lambrusco di Sorbara, som giver meget svag farve, og derfor er den meget lys. Cantina della Volta har brugt Metodo Classico til den, det man i gamle dage kaldte Champagne-metoden, med et ophold på 12 måneder inden gærresterne blev fjernet. Farven minder om din bedstemors jordbær-rabarbersaft, boblerne er små og rigelige, og duften er en skøn, mundvandsdrivende blanding af jordbær, ribs, frisk rabarber og den mineralitet, du finder i en ferskvandsbæk. Smagen er voldsomt saftig, frisk, levende og elegant, med en forfriskende syre og mineralitet, samt en lille snert velgørende garvesyre, der sætter yderligere gang i mundvandet. Jo, der findes fantastisk Lambrusco!

Mange husker sikkert den plage af tynd, sur Lambrusco rosé, som Danmark måtte udholde i 1980’erne. Mange er sikkert helt holdt op med at drikke Lambrusco af samme årsag. Andre er aldrig kommet i gang. Det vil vi (og Cantina della Volta) lave om på, for det er synd og skam. God Lambrusco er nemlig en af verdens dejligste og mest anvendelige vine. Lambrusco di Sorbara er med sin friske syre og sin lette krop særdeles velegnet til et bredt udsnit af livet. Fremragende som et glas på terrassen. Mindst lige så god til retter med skaldyr, til fisk, til charcuteri og til lyst kød. Skøn sammen med mange pasta- og risotto-retter. Genial til flæskesteg og frikadeller, og sågar til lammekoteletter. Og prøv den sammen med frisk gedeost. Som Gnags sang: “Gå altid tilbage til en fuser”, for her får du en schweizerkniv af en vin med tårnhøj kvalitet til yderst rimelige penge.

I området omkring den lille by Sorbara på den flade slette langs Po-floden i Emilia Romagna-regionen i Italien dyrker de en druesort, der hedder Lambrusco di Sorbara. Det er en besværlig druesort, for den er ikke selvbefrugtende, den yder lave udbytter, den kan finde på at modne ujævnt og den giver ikke meget farve. Altsammen faktorer, der trækker fra lysten til at dyrke den. Så hvorfor bliver de stædige italienere ved? Det gør de selvfølgeligt fordi den vin, der kommer ud af det, kan være helt fantastisk. Hvor andre Lambrusco’er ofte er meget rustikke, voldsomt farvede, hidsigt syrlige og temmeligt markerede i garvesyren, er Sorbara-sorten aristokratisk, rank, elegant og velbalanceret. Det skyldes ikke kun sorten, men også den jordbund, druerne dyrkes i, som i de gode marker består af gamle, dybe flodaflejringer med grus og sten. Det er netop sådanne marker, Christian Bellei fra Cantina della Volta dyrker, nærmere bestemt i Po-bifloden Secchias gamle aflejringer nær Bomporto. Den eneste af Cantina della Voltas Lambrusco’er, der ikke kommer fra egne marker, er netop Brutrosso, som er fremstillet på druer, der er dyrket og fremstillet under meget nøje kontrol af betroede producenter.

I 2010 gik Christian Bellei sammen med en gruppe venner i gang med at renovere Bellei-familiens gamle vinkælder fra 1920 i Bomporto, med det klare formål at komme til at fremstille den bedste Lambrusco i verden. Kælderen kalder man Cantina della Volta (Volta betyder “spring” eller “vending”), for der fandtes her på adressen i Bomporto en udgravet kanal, der tillod flodpramme at vende retning på Po-floden. For at lave så høj kvalitet som muligt bruger Christian Metodo Classico, altså Champagne-metoden med andengæring på flaske. Metodo Classico er tids- og arbejdskrævende, men det giver vine med større elegance og holdbarhed, så det var et offer, man var villig til at bringe. Ikke uventet blev resultatet en række Lambrusco’er af hidtil uset høj kvalitet. Succes’en kom umiddelbart efter første lancering, for den verdenskendte kok Massimo Bottura – der med sin restaurant Osteria Francescana i Modena har 3 Michelinstjerner og i årevis har været blandt de 5 bedste restauranter på San Pellegrinos World’s 50 Best-liste – blev så begejstret, at det nu er hans yndlings-Lambrusco. Siden er det gået slag i slag, og Cantina della Volta regnes nu af mange for en af Italiens førende producenter af vin i højeste kvalitet.

Specifikationer

Vægt 1 kg

Høst: Blandet
Gæring: Efter presning, uden skaller på rustfri ståltank i 1-2 uger
Lagring: I rustfri ståltank i 6 måneder, andengæring på flaske i 12 måneder
Sulfitter tilsat: Inden gæring og lige før flaskning
Lukkemetode: Korkprop

Based on 0 reviews

0.0 overall
0
0
0
0
0

Be the first to review “Brutrosso Brut Metodo Classico Lambrusco di Sorbara DOC 2016 Cantina della Volta mousserende vin rødvin”

There are no reviews yet.